Forord
Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) udgav i den varme sommer 1943 den illegale bog “2 år”. I anledning af 80året i 2023 genudgives bogen nu digitalt for et internationalt publikum.
I bibliografien Besættelsestidens Illegale Blade og Bøger 1940 – 1945, udgivet i 1954 af Det Kongelige Bibliotek er følgende noteret på side 193:
2 Aar. Talt og skrevet om Krigen mellem Sovjetunionen og Tyskland fra Krigens begyndelse den 22. Juni 1941 til Toaarsdagen den 22. Juni 1943. Stoffet til denne Bog er Udklip af københavnske Dagblade. [Udg. af D.K.P.]. (71 s. – dupl. – m. silketrykte tegninger og omslag). 4to. (Kr. 10,-). [Oplag: 10.000 eksmpl.].
Optimisme og demonstration af organisatorisk styrke
Bogen er en demonstration af det illegale DKPs fremtidstro og organisatoriske styrke. ”2 år” udstråler både overbevisning om Fascismens nederlag og tillid til egne kræfter. Der signaleres klart, at hér er der tale om et velfortjent jubilæums-skrift for Sovjetunionen og den Røde Hærs bedrifter på slagmarken og en lige så velfortjent skuffelse for Herrefolkets ”Drang nach Osten”.
Der er anvendt dyrt akvarelpapir, som ikke har været nemt at skaffe i så store mængder, og bogen er rigt udstyret med fine farveillustrationer, nogle endda på tyndt silkepapir, af kunstner og modstandsmand Viggo Rohde, hvis dygtige og rammende karikaturer af topfigurerne i det nazistiske menageri står som skarpe politiske kommentarer til teksten og vidner om den særlige underspillede humor, danskerne elsker så højt.
Oplaget på 10.000 eksemplarer viser ikke blot at partiet fuldt bemestrede illegalitetens overordentligt vanskelige logistiske forhold med hensyn til papirforsyning, opbevaring og tranport, også selve trykningsprocessen har krævet en velkoordineret kollektiv indsats. Flere forskellige skrivemaskiner, og skrivere, var involveret, og selve sideopsætningen havde et minutiøst udarbejdet forlæg, som måtte følges nøje for at alt skulle passe. Efter duplikeringen af tekstsiderne, hvilket i sig selv er en bedrift, har der skullet tilføjes illustrationer med op til tre kørsler i forskellige silketrykrammer og de mange røde overskrifter på tekstsiderne har skullet ind på de rigtige steder. Derefter skulle alle 10.000 samles i rigtig siderækkefølge og gøres klar med omslag og hæftning. Først derefter kom den enorme opgave med distribution ud over hele landet.
Det fysiske eksemplar af ”2 år” er nu affotograferet således at den oprindelige papirudgave kan studeres side for side mens teksten kan læses under hver side i grafisk tilsvarende formaterede versioner på henholdsvis russisk og engelsk samt i en sproglig og grammatisk bearbejdet version på moderne dansk. Et omfattende historisk noteapparat om perioden er desuden tilføjet og bogens illustrationer har fået visuelle tekst-til-tale beskrivelser for blinde og svagtseende.
De ukendte redaktørers hånd
Avisudklippene i bogen følger den overordnede kronologi i krigens gang, men vores ukendte redaktører har foretaget visse formidlingsmæssige greb, dersom flere af de store slag på østfronten fandt sted samtidig og nogle af kampene udspillede sig over lang tid. ”2 år” rummer således både afsnit, som tidsmæssigt overlapper hinanden samt afsnit, som behandler enkelte slag mere i dybden over længere tid, selvom de også omtales i den mere overordnede krologiske fremstilling. Citater fra Hitlers taler samt udtalelser af andre topnazister har fået deres egen afdeling midt i bogen.
Historisk dokument med budskab til nutiden
Perspektivet i den legale danske presses dækning af krigen er eksklusivt tysk. Der refereres praktisk talt udelukkende nazistiske kilder, militære og politiske, garneret med artikler af korrespondenter fra forskellige nazistiske magasiner. Retfærdigvis skal det dog siges, at efter det forventede regime-skifte i Moskva er udeblevet, lynkrigen trukket i langdrag og Hitlers storskrydende blitzkrieg-retorik er forstummet mens de formastelige russere fortsat, i ren realitetsfornægtelse, ikke løber tør for våben og kæmper videre trods deres i aviserne for længst fastslåede nederlag, ses der undtagelsesvis eksempler på, at en enkelt avisredaktør har fundet på at interessere sig for, hvad Moskva Radio mon havde at sige om begivenhederne på slagmarken.
“American Magazine”, 14th of March 1939
Æres den som æres bør!
Lanceringen af den digitale udgave af ”2 år” finder sted på selve 80årsdagen den 22. juni 2023 i forbindelse med Horserød-Stutthof Foreningens årlige mindehøjtidelighed for de danske kommunister, som det danske politi på Gestapos ordre i de tidlige morgentimer 22. juni 1941 indledte jagten på, alt imens Hitlers SS-panserdivisioner og Einsatzgruppen rullede ind over Sovjetunionens grænser og indledte den kamp mellem humanitet og barbari, hvis udfald skulle blive bestemmende for menneskehedens fremtid.
Herhjemme var DKP godt forberedt til den forudsete illegalitet og gik straks i gang med at organisere modstandskampen i Danmark, hvori kommunisterne kom til at udgøre rygraden. Sovjetunionen indledte den forsvarskamp på liv og død, der kom til at vare helt frem til 9. Maj 1945, hvor Nazitysklands betingelsesløse kapitulation blev underskrevet i Berlin med den røde sejrsfane vajende over den forhenværende Hitlers rigskancelli.
”2 år” genudgives for at ære de kommunistiske modstandsfolk, hvoraf så mange kom til at ofre livet; enten skuddræbt i kamp, tortureret til døde, skudt ned på henrettelsespladsen i Ryvangen eller udryddet af sult, mishandling og slaveri i uhyrlige tyske KZ-lejre og fængsler. Overleverne betalte med ødelagte liv og traumerne gik videre til næste generation. Men, at der overhovedet var nogen overlevende skyldes Sovjetunionens indsats og det vil vi gerne slå et slag for ikke skal blive glemt.
Må denne genudgivelse tjene til at udbrede og styrke den kollektive hukommelse om Sovjetunionens og den Røde Hærs store sejr over Fascismen. Den sejr, som måtte betales med ufattelige ødelæggelser og lidelser og mere end 27 millioner menneskers liv. Og, som af NATO-landene med USA og Storbritannien i spidsen lige siden 1945 er blevet forsøgt omskrevet, forvansket og formindsket, ja, i de senere årtier helt fjernet fra historien og erstattet med sin egen projektion således, at vi nu ser eksempler på, at Sovjetunionen fremstilles som aggressoren, der udløste Anden Verdenskrig!
Kollektiv hukommelse og nutiden
Under Anden Verdenskrig var den illegale presse i alle nazistisk besatte lande et nødvendigt og uundværligt middel til at bryde pressecensuren og propagandaen og få formidlet sandhed og ordentlige holdninger til den almindelige befolkning. Det var via den illegale presse at modet til selvstændig tænkning blev understøttet og rodfæstede sig, at modstandsvilje ansporedes og samvittighedens stemme ”gå ind i din tid!” for flere og flere blev stærkere end alle trusler og frygt for repressalierne.
Vores kollektive hukommelse om fascismen og kampen mod den, både intellektuelt og fysisk, er et af de vigtigste våben vi har mod de-facto censuren med big-tech industrien som instrument, og mod den af Pentagon udviklede kognitive krigsførelse, main stream medier, kultur-eliter og socialvidenskab umærkeligt præparerer os med. Denne moderne soft-power-hydra råder over midler og metoder så avancerede, at salige Dr. Goebbels vender sig i sin grav af misundelse.
Endnu er vi heldigvis ikke nået helt så langt ud ad den fascistiske glidebane at en decideret illegal presse er nødvendig.Man kan stadig finde reel information i alterative medier. Men ligesom de racistiske anti-semitiske Nurnberg-love fra 1935 ikke omtalte gaskamre og industriel udryddelse af millioner af mennesker, således opfordrer heller ikke den nuværende russofobiske propaganda og racistiske eufemisme ”cancel-culture” endnu til direkte fysisk udryddelse.
Et folk der glemmer sin historie har ingen fremtid. Læs, husk, og “gå ind i din tid”!
Hver side kan forstørres ved at klikke på den.
2 år
2
ÅR
Talt og skrevet om krigen mellem Sovjetunionen og Tyskland fra krigens begyndelse den 22. juni 1941 til 2-årsdagen den 22. juni 1943.
Stoffet til denne bog er udklip fra københavnske dagblade.
Hitler:
“Tynget af svære bekymringer, dømt til månedlang tavshed, er nu timen kommet, da jeg endelig kan tale åbent“(1)
22. juni 1941.
1) Adolf Hitler, proklamation til det tyske folk. Berlin, 22. juni 1941. – Timen er endelig kommet for mig, tynget af tunge byrder og dømt til at forblive tavs i flere måneder, til at tale åbent.
23. juni 1941.
Krigen mod Rusland åbnet.
Krigen indledet med tyske tank-fremrykninger og luft-bombardementer. Angreb fra finsk og rumænsk område.
–––––
“I dette øjeblik fuldbyrdes en opmarch, som i udstrækning og omfang er den største, verden endnu har set. I forening med finske kammerater står Narvik-sejrherrens soldater ved det nordlige Ishav. Tyske divisioner under kommando af Norges erobrer beskytter sammen med de finske frihedshelte under deres marskal den finske jord. Fra Østprøjsen til Karpaterne rækker den tyske Østfronts formationer. Ved Pruths bredder, ved Donaus nedre løb, lige til Sortehavets kyster forener tyske og rumænske soldater sig under statschef Antonescu.
Denne fronts opgave er derfor ikke mere beskyttelse af enkelte lande, men sikring af Europa og dermed redning for alle mennesker.”(1)
(Аf Hitlers opråb d. 22. juni 1941)
1) Adolf Hitler-proklamation til det tyske folk. Berlin, 22. Juni 1941 – Deutche Volk! I øjeblikket finder den største koncentration, som verden nogensinde har set med hensyn til omfang og dimensioner, sted. I samklang med de finske kammerater står de sejrende krigere fra Narvik ved Det Arktiske Hav. Tyske divisioner under kommando af erobreren af Norge beskytter finsk jord sammen med de heroiske finske frihedskæmpere under deres marskal. Den tyske front i øst strækker sig fra Østpreussen til Karpaterne. Fra Pruth-flodens bredder til Donaus nedre løb og op til Sortehavets kyst, forener tyske og rumænske soldater sig under deres general Antonescu.
Denne front har derfor ikke længere til opgave at beskytte de enkelte lande, men at sikre Europa og dermed at frelse alle.
23. Juni 1941.
–––Den tyske hærs kolossale opmarch mod Sovjetunionen synes på baggrund af de sidste efterretninger fra den 2000 km. lange frontlinje at udvikle sig til den mest typiske lynkrigsoffensiv(1).
–––––
26. juni 1941.
–––ligesom i Polen førte det tyske luftvåben en nådesløs udryddelseskrig mod det russiske luftvåben, og allerede nu kan man sige, at tyskerne har tilkæmpet sig luftherredømmet over Rusland.
–––––
27. juni 1941.
Russiske divisioner må ofte kæmpe med infanteriet alene, da de har mistet panservåbnet.
–––––
27. juni 1941.
–––Rygterne om, at en revolutionær bevægelse skal være ved at brede sig i Moskva og andre russiske byer, vinder mere og mere tiltro i herværende kredse, som har gode forbindelser med Sovjet. Det vækker mere og mere forundring, at man stadig ikke hører noget som helst til Stalin. Man minder om nogle forlydender i dagene umiddelbart før krigsudbruddet, hvori det hed, at Stalin var stemt for at søge forlig med Tyskland og undgå konflikt.
–––––
4.
1) Vi møder her den første af bogens mange fine farve illustrationer i silketryk udført af kunstneren og modstandsmanden Viggo Rohde.
Satiren her er monokrom og placeret øverst på siden som en kommentar til teksten lige nedenunder om “den mest typiske lynkrigsoffensiv”.
“Lynkrigs-tyskerne” er vist som en stor lorte-brun vinbjergsnegl der adstadigt har tilbagelagt distancen fra venstre til højre del af siden trækkende et bredt lyn-lignende zik-zak slimspor efter sig.
3. juli 1941.
Hitler og Napoleon
Felttoget startet samme dag, men tempoet forskelligt.
––––––––––––––
–––på marchen mod Moskva følger tyskerne samme rute som Napoleon. De har endog startet felttoget på samme dato som den franske kejser, den 22. juni, men mens Napoleon var 2 måneder om at nå Moskva, tyder det, man hidtil har set, på, at det samme antal uger vil være tilstrækkeligt for tyskerne til at nå frem. Der er næppe al for stor risiko ved at spå, at Hitlers hære vil stå i Moskva søndag den 13. i denne måned.
–––––
5.
25. juni 1941.
Molotov afsat.
I herværende diplomatiske kredse går der rygter om, at den sovjetrussiske udenrigskommissær, Molotov, skal være blevet afsat.
–––––
25. juni 1941.
Endelig sætter “Börsenzeitung”(1) sin lid til den berømte russiske mangel på organisation, ikke mindst med hensyn til det i den moderne krigsførelse så uhyre vigtige trafikproblem.
–––––
27. juni 1941.
Revolutionær uro i Sovjetunionen.
–––––
Særlig alvorligt i Ukraine.
–––––
–––I følge meddelelser der er modtaget i diplomatiske kredse hævder man, at der i stor hast dannes revolutionære formationer i forskellige zoner blandt de mest befolkede dele af distrikter, der er underkastet sovjetregeringen. Det oplyses, at den terror, der udvises mod befolkningen i disse egne og som har stået på i længere tid er blevet betydeligt skærpet siden i går og at regeringen har vanskeligheder ved at undertrykke den revolutionære bevægelse, der truer med at bryde løs hvert øjeblik. Det oplyses endvidere, at situationen er særlig alvorlig i Ukraine, hvor folket med spænding venter på at blive befriet af de tyske hære.
–––––
27. juni 1941.
Vichy-rygter om Stalin.
–––i det sidste døgn er der i Vichy(2) begyndt at versere rygter om, at Stalin skal være forsvundet. Man påpeger det ejendommelige i, at den sovjetrussiske regeringschef ikke på nogen som helst måde har ladet høre fra sig, siden krigen mod Tyskland brød ud.(3) Ikke engang en proklamation til arméen eller en tale til folket har han holdt. En del, som regel velorienterede, iagttagere bliver mere og mere tilbøjelige til at antage, at han måske holdes fangen af en vis opposition, der i den senere tid skal have gjort sig stærkt gældende i Moskva, og som ikke er uden andel i den udvikling, der førte til krigen.-
–––––
6.
1) Börsenzeitung er sandsynligvis den tyske finansielle avis Berliner Börsen Zeitung.
2) Vichy-Frankrig (Fransk: Régime de Vichy; 10. juli 1940 – 9. august 1944) var det officielle navn for den franske stat (État français) under Anden Verdenskrig under ledelse af marskal Philippe Pétain. Vichy var på papiret en selvstændig stat, men havde halvdelen af sit territorium besat under de hårde vilkår for våbenhvilen med Tyskland fra 1940 og Pétain førte en klar samarbejdspolitik med nazisterne. (kilde: Wikipedia)
3) Efter krigsudbruddet tog det 11 dage inden Stalins officielle proklamation til det sovjetiske folk gik i luften i radioen den 3. juli. Den 22. juni var det Molotov som erklærede at Sovjetunionen var under angreb. Tiden brugte Stalin med møder og aktiviteter for at forstå omfanget af truslen og organisere Sovjetunionens forsvar. Men det var 11 lange dage, og de gav grobund for mange rygter, som vi ser det gengivet på disse sider. Efter Stalins tale forstummer rygterne brat og vi hører ikke flere spekulationer om revolutionære opstande eller henrettelser af ledende officerer.
Herunder gengiver vi åbningen og afslutningen af talen, som sætter den forestående krig i historisk perspektiv. Talen skitserer derudover de forskellige forsvarstiltag, og befolkningen opfordres til at organisere partisanbevægelse på de tysk-besatte territorier.
Talen kan i sin helhed læses på russisk ved at følge linket.
Oversættelse fra russisk er foretaget af cand. mag. G. Japsen i:
“Stalin: Sovjetunionen i krig. Taler, dagsbefalinger og interviews 3. juli 1941 – 9. maj 1945″. Forlaget Tiden. København 1945.
1945-teksten er omskrevet til moderne dansk og et enkelt verbum merket med (*) er gengivet uden Japsens præfiks.
Radiotale den 3. juli 1941 af Sekretæren for SUKP’s Centralkomité I. V. Stalin.
Kammerater! Medborgere! Brødre og søstre! Soldater i vor hær og flåde!
Det er jer, jeg henvender mig til, mine venner!
Hitler-Tysklands lumske militære overfald på vort fædreland, som blev påbegyndt den 22. juni, varer ved. Til trods for Den Røde Hærs heroiske modstand, til trods for at fjendens bedste divisioner og de bedste dele af hans luftvåben allerede er slået og har fundet deres grav på slagmarkerne, trænger fjenden stadig frem og kaster nye stridskræfter til fronten. Det er lykkedes Hitler-tropperne at besætte Litauen, en betydelig del af Letland, den vestlige del af Hviderusland og en del af Vestukraine. Det fascistiske luftvåben udvider sine bomberes aktionsområde og bombarderer Murmansk, Orsja, Mogiljov, Smolensk, Kiev, Odessa og Sevastopol. Vort fædreland svæver i alvorlig fare.
Hvordan kunne det gå til, at vor berømmelige Røde Hær har overgivet en række af vore byer og områder til de fascistiske tropper? Er de tysk-fascistiske tropper virkelig uovervindelige, således som de pralende fascistiske propagandister ustandseligt udbasunerer?
Selvfølgelig ikke! Historien viser, at der ikke eksisterer og aldrig har eksisteret uovervindelige hære. Napoleons hær blev anset for at være uovervindelig, men den blev skiftevis slået af de russiske, engelske og tyske tropper. Kejser Wilhelms tyske hær under den første imperialistiske krig blev også anset for at være uovervindelig, men den led flere gange nederlag overfor de russiske og engelsk-franske tropper og blev til sidst slået af de engelsk-franske tropper. Det samme må man i vore dage sige om Hitlers tysk-fascistiske hær. Denne hær er endnu ikke stødt på alvorlig modstand på det europæiske fastland. Først på vort territorium er den stødt på alvorlig modstand. Og når den tysk-fascistiske hærs bedste divisioner som følge af denne modstand er blevet slået af vores Røde Hær, så betyder det, at Hitlers fascistiske hær også kan blive slået og vil blive slået på samme måde som Napoleons og kejser Wilhelms hære blev det.
Når en del af vort territorium alligevel er blevet besat af de tysk-fascistiske tropper, så er den vigtigste forklaring den, at det fascistiske Tysklands krig mod Sovjetunionen blev påbegyndt under betingelser, der var gunstige for de tyske tropper og ugunstige for sovjettropperne. Sagen er den, at Tyskland som krigsførende land allerede havde mobiliseret sine tropper fuldstændigt, og de 170 divisioner, som Tyskland havde kastet mod Sovjetunionen og koncentreret ved Sovjetunionens grænser, var i alarmberedskab og ventede kun på signalet til at rykke frem, medens sovjettropperne først skulle mobiliseres og transporteres til grænsen. Det spillede også en betydelig rolle, at det fascistiske Tyskland uventet og forræderisk brød den ikke-angrebspagt, som var blevet sluttet mellem det og Sovjetunionen i 1939, uden at tage hensyn til, at hele verden vil betegne Tyskland som den angribende part. Det er klart, at vort fredselskende land ikke ville tage initiativet til at bryde pagten og ikke kunne handle mod sit givne ord.
Man kan spørge: Hvordan kunne det ske, at sovjetregeringen gik med til at slutte(*) en ikke-angrebspagt med sådanne menedere og banditter som Hitler og Ribbentrop? Har sovjetregeringen ikke begået en fejl her? Selvfølgelig ikke! En ikke-angrebspagt er en pagt om fred mellem to stater. Det var netop en sådan pagt, Tyskland foreslog os i 1939. Kunne sovjetregeringen sige nej til et sådant forslag? Jeg mener, at ingen fredselskende stat kan sige nej til en fredelig overenskomst med en nabomagt, selvom der i spidsen for denne magt står banditter og kannibaler som Hitler og Ribbentrop. Dette kan naturligvis kun ske under den ufravigelige forudsætning, at den fredelige overenskomst hverken direkte eller indirekte krænker den fredselskende stats territorielle integritet, uafhængighed og ære. Ikke-angrebspagten mellem Tyskland og Sovjetunionen var som bekendt netop en sådan pagt.
Hvad vandt vi ved at slutte(*) en ikke-angrebspagt med Tyskland? Vi sikrede vort land fred i halvandet år og fik mulighed for at gøre vore styrker rede til forsvar, hvis det fascistiske Tyskland skulle tage risikoen og overfalde vort land til trods for pagten. Det er afgjort en gevinst for os og et tab for det fascistiske Tyskland.
Hvad vandt og hvad tabte det fascistiske Tyskland ved imod sit givne ord at bryde traktaten og overfalde Sovjetunionen? Det opnåede, at dets tropper en kort tid fik en fordelagtig stilling, men det tabte politisk, idet det for hele verdens øjne afslørede sig som en blodig aggressor. Der kan ikke være tvivl om, at denne kortvarige militære gevinst for Tyskland kun er en episode, medens den vældige politiske gevinst for Sovjetunionen er en betydningsfuld og varig faktor, som vil komme til at danne grundlaget for afgørende militære sejre for Den Røde Hær i krigen med det fascistiske Tyskland.
…
Krigen mod det fascistiske Tyskland må ikke betragtes som en almindelig krig. Den er ikke blot en krig mellem to hære. Den er samtidig hele sovjetfolkets store krig mod de tysk-fascistiske tropper. Målet for denne folkets fædrelandskrig mod de fascistiske undertrykkere er ikke blot at fjerne den fare, vort land svæver i, men også at hjælpe alle de nationer i Europa, der stønner under den tyske fascismes åg. I denne befrielseskrig kommer vi ikke til at stå alene. I denne store krig vil vi få trofaste forbundsfæller i Europas og Amerikas folk, deriblandt også det tyske folk, der er trælbundet af de hitleriske førere. Vor krig for vort fædrelands frihed vil smelte sammen med den kamp, som Europas og Amerikas folk fører for deres uafhængighed og demokratiske friheder. Det bliver en sluttet front af folk, der forsvarer friheden mod slaveri eller truende slaveri under Hitlers fascistiske hære. I denne forbindelse er den historiske tale, som Storbritanniens premierminister, Winston Churchill, holdt om hjælpen til Sovjetunionen, og U.S.A.s regerings deklaration om sin beredvillighed til at yde vort land hjælp fuldt ud forståelige og karakteristiske og kan kun fremkalde taknemmelighed i sovjetfolkenes hjerter.
Kammerater! Vore kræfter er umådelige. Den hovmodige fjende vil snart få lejlighed til at overbevise sig herom. Sammen med Den Røde Hær rejser sig mange tusinder af arbejdere, kollektivbønder og intellektuelle og går i krig mod den fjende, der har overfaldet os. Vort folks millionmasser vil rejse sig. Moskvas og Leningrads arbejdende befolkning er allerede gået i gang at danne et tusindtalligt folkeværn til støtte for Den Røde Hær. I hver by, der trues af fjendtlig invasion, må vi danne et sådant folkeværn og rejse alle arbejdende til kamp, så de sætter livet ind for at forsvare deres frihed, deres ære og deres land i vor fædrelandskrig mod den tyske fascisme.
For hurtigt at kunne mobilisere alle sovjetfolkenes kræfter til modstand mod den fjende, der troløst har overfaldet vort fædreland, er “Statens Forsvarskomité” blevet dannet, og i dens hænder er nu den samlede magt i staten koncentreret. Statens Forsvarskomité har påbegyndt sit arbejde og opfordrer hele folket til at slutte op om Lenin-Stalins parti og sovjetregeringen for selvopofrende at støtte Den Røde Hær og Den Røde Flåde, for at knuse fjenden og sejre.
Vi må med alle vore kræfter støtte vor heltemodige Røde Hær, vor berømmelige Røde Flåde!
Alle folkets kræfter må sættes ind for at knuse fjenden!
Fremad til sejren!
*)
5. Juli 1941.
—det understreges i de tyske bladkommentarer, at de tyske styrker i Rusland som andetsteds forplejses hjemmefra og ikke er afhængig af, hvad de eventuelt måtte finde undervejs – hverken med hensyn til levnedsmidler eller benzin og lign.(1)
–––––
1) På billedet ser vi grønne hænder med hagekors, der griber om forsyninger. “Æg” er skrevet på kassen. I teksten under billedet står der: “- og så alt det andet.”
Illustrationen er typisk dansk underspillet humor. En satirisk kommentar til tyskernes maskerede røveri af danske landbrugsvarer og andre produkter som foregik igennem hele besættelsen.
Disse danske fødevareforsyninger havde stor betydning for den tyske krigsindsats og ifm. besættelsen steg den tyske andel af eksporten af danske landbrugsvarer fra ca. 25% til 80%.
Mekanismen til denne maskerede plyndring af landets ressourcer var at Danmarks Nationalbank gav tyskerne carte blanche adgang til statens finanser via forskellige konti, i offentligheden kaldet ‘Clearingkontoen’, hvorfra tyskerne så betalte for varer fra landmænd, fødevareproducenter, grossister o.a.
Den danske stat finansierede alle tyskernes udgifter i forbindelse med besættelsen på denne måde og alle udbetalinger blev foretaget mod den danske stats garanti og med danske midler, hvilket forårsagede en forøgelse af pengemængden af usædvanlige dimensioner.
Samtlige tyske udgifter både administrative, driftsmæssige og militære blev finansieret, herunder anlægsarbejder til udbygning af infrastruktur såsom lufthavne og veje og, ikke mindst, de enorme betonbunkeranlæg med artilleristillinger langs den jyske vestkyst.
Om finansieringen af den tyske besættelse skriver Nationalbanken:
Finansiering af ydelser for den tyske regering under besættelsen 1940-45 foregik over to konti. De var i Nationalbankens balance optaget under aktiverne ‘Clearing konti med udlandet’ og ‘Forskellige debitorer’. Den første konto androg ved kapitulationen ca. 2,9 mia. kr. Størstedelen af Danmarks øvrige ydelser for tysk regning blev derimod betalt over den såkaldte ‘besættelseskonto’, dvs. Nationalbankens konto for “Hauptverwaltung der Reichkreditkassen, Berlin” (Hovedkassen for Rigskreditkassen, Berlin).
Besættelseskontoen viste en endnu stærkere vækst end clearingkontoen. Nationalbankens tilgodehavende på denne konto var ved kapitulationen ca. 5 mia. kr. Den samlede tyske gæld til Nationalbanken blev efter befrielsen, i overensstemmelse med statsgarantien, overført til statens reguleringskonto med et beløb på 7,611 mia kr.
Kilde: Nationalbanken
Omregnet til nutidige forhold baseret på udviklingen i forbrugerprisindeks svarer dette beløb i dag til ca. 200 mia kr.
2. juli 194l.
I Moskva om 12 dage
Et blik på kortet viser, at de tyske styrker, der nu skal befinde sig på autostradaen, der fører mod Smolensk og Moskva, på de 6 dage har haft en fremgang på over 300 km. Dette vil sige, at de – såfremt de fortsætter med samme hastighed – i løbet af 12 dage vil stå foran Moskvas porte.
–––––
3. juli 1941.
–––Slaget på Midtfronten har bragt en verdenshistorisk afgørelse.
–––––
3. juli 1941.
–––De indesluttede hære er praktisk talt tilintetgjort.
–––––
4. juli 1941.
–––Hærberetningen: Sovjethærens modstand synes brudt.
–––––
8. juli 194l.
Fremrykningen i Rusland sammenlignet med Frankrig.
| –––Den tyske fremrykning mod øst har nu med sine spidser nået den såkaldte Stalinlinje på bred front. Der begynder hermed et nyt kampafsnit for operationerne mod øst, da det kan forudses, at det vil komme til heftige kampe om dette befæstningssystem. Med disse stillingers erobring ville de tyske tropper have vejen fri til det indre russiske store rum. | Indtil de nærmede sig Stalinlinjen, har de tyske tropper måttet tilbagelægge ca. 400-450 km. fra grænsen, kæmpende og marcherende. Dette lykkedes i et tidsrum af 14 dage. Hvor kort dette tidsrum er, fremtræder klart, når man husker, at de tyske enheder mod vest var 21 dage om at nå Abbeville fra den luxemburgske grænse, hvorved de kun skulle tilbagelægge ca. 350 km. |
–––––
14. juli 1941.
Hærberetningen om det afgørende gennembrud.
Det tyske luftvåben har ødelagt enhver mulighed for russisk modangreb.
–––––
14. juli 1941.
Angreb mod Moskva.
Man får et indtryk af forventningerne i tyske militære kredse, når man hører, at gennembruddet af Stalinlinjen sammenlignes med gennenbruddet ved Weygand-linjen. Dette gennembrud fandt sted, siger man, den 7. juni og den 14. juli. Juli var Paris nået. Stalinlinjen blev gennerbrudt den 12. juli, hvornår falder Moskva?
–––––
8.
14. juli 1941.
Berlin venter nu en hurtig
sejr over Sovjetrusland
–––efter gennembruddet af Stalinlinjen, der meddeltes i en særmelding fra den tyske overkommando ved midnatstid i går, regner man åbenbart i militære kredse i Berlin med en hurtig sejr over Sovjеtrusland.
I en officiel kommentar til overkommandoens særmelding hedder det således ligefrem: “Afgørelsen er faldet”.
–––––
14. juli 1941.
Tegn på opløsning i Sovjet.
–––Værnemagtsberetningen indeholder endvidere en betydningsfuld henvisning til den degeneration og de opløsningsfænomener, der er iagttaget i talrige sovjetrussiske troppeafdelinger, og som kan tages som et sikkert tegn på, at den vældige sovjethærs hovedstyrke nu er brudt, desuden er de sovjetrussiske styrker blevet stærkt blandet, og ledelsen formår ikke længere at holde sammen på dem.
–––––
16. juli 1941.
Flere tegn på moralsk sammenbrud i Sovjets hær.
19. juli 1941.
Den Røde Hær ringere end den tsaristiske
–––da den fjendtlige propaganda i denne krig atter og atter forsøger at indgyde befolkningen mod ved at foretage sammenligninger med Verdenskrigen, må det klart siges, at i de 4 år, Verdenskrigen varede, vandt den tsaristiske hær ganske vist i flere tilfælde terræn mod vest, men opnåede aldrig noget afgørende resultat. På den anden side lykkedes det ganske vist Centralmagterne at standse den tsaristiske hærs gentagne fremtrængen, at svække den i høj grad og at kaste den langt tilbage, men Centralmagterne rådede aldrig over tilstrækkelige styrker til at opnå en ødelæggelsessejr, der kunne afgøre krigen. Endvidere forstod den tsaristiske hærs ledelse altid ved mesterlige tilbagetog at unddrage sig en sådan afgørelse. Det må antages – og den tyske værnemagtsberetning har allerede i går fremhævet det – at der nu i løbet af kort tid øst for Stalinlinjen på ny vil blive gennemtvunget absolutte afgørelser.
–––––
9.
22. juli 1941.
Hoved – Resultater.
–––Sovjethæren til lands og i luften har lidt enorme og fuldstændig uerstattelige tab, så at allerede nu de sidste reserver må sættes ind.
Der er udbrudt en heftig krise både inden for ledelsen og med hensyn til de sovjetrussiske hærafdelingers indre holdning.
–––––
23. juli 1941.
–––Berliner Börsen Zeitung fremhæver de store tab, som Sovjet-tropperne har lidt på alle områder og skriver videre, at der i den sovjetrussiske hær ikke eksisterer nogen enhedsledelse mere.
–––––
25. juli 1941.
|
Timoshenko likvideret. Efter hvad der meddeles, er marskal Timoshenko blevet likvideret.(1) ––––– |
29. juli 1941.
Kulminationspunktet er nået på Østfronten
Den lokale russiske modstand ventes snart overvundet, da fronten er sprængt.
–––––
–––i militære kredse er man i dag af den opfattelse, at den tyske hærmagt i øst har overskredet kulminationspunktet i den store, og som det siges, afgørende kamp, som er i gang.
–––––
3. august 1941.
— Völkischer Beobachter(2) bringer på forsiden af sit søndagsnummer en artikel om Ruslands militærstyrke, der under overskriften “den farligste fjende” fremhæver, at Rusland har umådelige ressourcer af våben, mandskab og naturlige hjælpekilder i det hele taget.
–––––
10.
1) Semyon Konstantinovich Timoshenko (18. februar [efter gl. kalender 6. februar] 1895 til 31. marts 1970) var en fremtrædende sovjetisk marskal og hærfører. Kommandør for Centralfronten det første år af Den store Patriotiske Krig. (kilde: Wikipedia)
2) Völkischer Beobachter, nazisternes officielle avis, udgivet af Eher Verlag, der var ejet af nazi-partiet NSDAP (Nationalsocialistische Deutche Arbeiterpartei), udkom som ugeblad fra slutningen af 1920 til 1923. Fra 8. februar 1923 til slutningen af april 1945 udkom avisen som dagblad med Alfred Rosenberg som redaktør. Var dog forbudt i en kort periode efter nazisternes såkaldte “Ølstuekup” den 9. november 1923 og frem til 26. februar 1925.
7. august 1941.
Ammunitionsmangel hos russerne
–––som følge af det tyske luftvåbens virkningsfulde bombeangreb på ammunitionsdepoter og reservekolonner er der hos flere sovjetrussiske afdelinger opstået ammunitionsmangel, hvilket bekræftes ved den aftagende fjendtlige artilleriild på flere steder af Østfronten. Bolsjevikkernes forsøg på at sikre troppernes forsyning med ammunition, forplejning og brændselsstoffer pr. flyvemaskine, er i reglen mislykkedes.
–––––
12. august 1941.
Fanatisme og mangel på redelighed i russisk kamp.
Tysk militær bedømmelse af det russiske luftvåbens kampmetoder.
| Fra militært hold inden for flyvevåbnet påpeges det i Berlin, at man på Østfronten kæmper mod en fjende, som i sin kampmåde viser en mærkelig blanding af fanatisme, ringe viden og total mangel på redelig indstilling til modstanderen. På andre luftfronter, hedder det videre, bibeholdes i almindelighed i luftkrigen karakteren af hæderlig tvekamp mellem flyverne, men på dette område ligner de russiske piloter infanteristerne. De nedskudte russiske flyvere hænger i faldskærmene med automatpistoler og skyder på de tyske jagere, som kredser om dem for at fastslå, hvor de lander. Tyske flyvere, derimod, besvarer ikke ilden i sådanne tilfælde, da en fjende, der daler ned med faldskærm, betragtes som overvundet af det tyske luftvåben. |
Derfor skånes de. Dette er, siger man her, helt fremmed for de russiske flyvere. Mærkværdigt er det også, at russiske piloter med brændende maskiner ikke vover at hoppe ud over de tyske stillinger, før flammerne fuldstændig omringer kabinen og de må opgive at nå tilbage til egne linjer. Dеtte tilskrives fra tysk side, at de russiske flyvere tror på kommissærernes forsikringer om, at hver russisk soldat, der falder i tyskernes hænder, pines til døde. I øvrigt påpeges det, at tapperheden ikke er stor. Talmæssigt overlegne russiske flyverformationer søger at unddrage sig enhver kamp med de tyske ved at flygte eller også forsvarer de sig taktisk og teknisk så dårligt, at en nedmejning af hele rækker af russiske maskiner er mulig. |
–––––
11.
18. august 1941.
Under trykket af ustandselig forfølgelse øst for Bug(1) går den slagne fjende mere og mere opløsningen i møde. Byttet af krigsmateriel og antallet af fanger er i stadig stigen.
19. august 1941.
–––det siges også, at det ikke vil vare længe, før russerne er afskåret fra muligheden af at benytte Sortehavet som søfartsvej. Bevægelsesfriheden vil måske derfor i løbet af kort tid blive stærkt indskrænket.
22. august 1941.
|
Rygter om Voroshilov.(2) I følge rygter i Berlin i dag påstås det, at marskal Voroshilov skal være blevet likvideret d.v.s. skudt––––– ––––– |
2. september 1941.
–––der arbejdes nu på at redde høsten i det erobrede område. En tysk hærfører har udstedt en proklamation til landbefolkningen, hvori denne gøres ansvarlig for at sæden ikke ødelægges. Der loves højere priser end de hidtil gældende. Da man savner maskiner, opfordres landbefolkningen til at udføre så meget som muligt med håndkraft. Da man ikke har haft tid til at omorganisere forholdene, består sovkhoserne, d.v.s. de store statslandbrug og kolkhoserne, d.v.s. byfællesskaberne, stadig. Der er indsat tyske fagmænd som overledere, og alt sker i samarbejde med den tyske krigsmagt.
–––––
12.
1) Bug. Flod i Polen som ved krigsudbruddet den 22. juni 1941 markerede grænsen mellem de tysk-kontrollerede og de sovjetisk-kontrollerede områder af landet.
I dag markerer Bug grænsen mellem Belarus og Polen.
2) Voroshilov var ikke blevet skudt! Tværtimod, igennem Den Store Patriotiske Krig bestred han vigtige poster og ydede sit bidrag til sejren. Ved sin død i 1969 blev Vorishilov æret for sin indsats for Sovjetunionen og gravlagdes i Kremlmurens nekropolis på Den Røde Plads i Moskva.
Kliment Jefremovitj Voroshilov blev født som søn af en jernbanearbejder i 1881 i Ekaterinoslav Amt i Det Russiske Imperium (nu Lugansk Folkerepublik i Den Russiske Føderation).
Som kommunist deltog han i revolutionen i 1917 og blev senere udnævnt til Statskommissær for Forsvaret. Han var den første til at bære titlen Marskal af Sovjetunionen. I stillingen som statskommisær kom hans logistiske begavelse til fuld udfoldelse og han udmærkede sig under krigen som en særdeles dygtig leder og organisator for Den Røde Hær. Fra 1942 koordinerede han tillige partisanbevægelsen.
I 1943 deltog Voroshilov i Teheran-konferencen, og samme år koordinerede han operation “Gnist” (Iskra), der brød blokaden af Leningrad. I 1944 koordinerede han Primor-Arméen under Krim-offensiven, der befriede Krim-halvøen.
I 1943 kom hans ledelseseevner og udprægede logistiske talent ligeledes til udtryk i driften af den særdeles effektive Statens Trofætjeneste over erobret fjendtligt krigsmateriel og brugsgenstande, der, som krigen skred frem og særligt efter sejren ved Stalingrad, voksede enormt i omfang.
6. september 1941.
–––i sædvanlig godt underrettede tyske kredse oplyser man, at omfattende forberedelser allerede er truffet med en eventuel vinterkrig for øje. Store forråd af alt muligt materiel bl.a. barakker og lign., ligger rede i Tyskland.
–––––
2. oktober 1941.
|
Murmanskbane og Stalinkanal afbrudt –––strategisk har denne erobring medført, at både Murmanskbanen og Stalinkanalen er blevet afbrudt og de vigtigste Svir elektricitetsværker, der leverer strøm til Leningrad, er blevet frataget russerne. ––––– |
3. oktober 1941.
Vinteren.
–––at tale om de former, vinterkrigen vil antage, er endnu for tidligt, fortsætter den tyske oberst, men ét er magtpåliggende at påpege: Den tyske krigsmagt vil bedre kunne udholde den russiske vinter i fjendeland end russerne selv.
–––––
4. oktober 1941.
–––under Verdenskrigens fire vintre kunne tyskerne også føre vinterkrig og gjorde under dens slutning store marcher mod søen Peipus. I øjeblikket hersker der på fronten, som følge af regn, ret ugunstige vejrforhold, men “General Vinter”, erklærer man, er man ikke bange for.
–––––
13.
5. oktober 1941.
Tysk kæmpeindsats samles mod Мoskva
Afgørende slag før vinteren både for hovedstaden og Kaukasus’ olie.
–––det formodes tilmed, at tyskerne ikke anser det for umuligt, at de inden vinteren eller i hvert fald ved vinterens begyndelse vil være trængt frem til Kaukasus og helt eller delvis have erobret bjergområderne med oliekilderne i Bakudistriktet.
–––––
11. oktober 1941.
–––der meldes om Sovjetunionens formodede planer, hvorefter regeringen skulle deles i 3 dele, hvoraf den ene skulle blive tilbage i Moskva og lede forsvaret, den anden under ledelse af Stalin selv(1) skulle forlægge residensen til Ural, medens en tredie del i Tiflis(2) skulle etablere forbindelse med de engelske styrker i Iran.
–––––
11. oktober 1941.
–––I følge frontrapporter har det russiske luftvåben ikke kunnet byde nogen modstand i centrale sektorer af den simple grund, at det ikke længere eksisterer.
15. oktober 1941.
–––nord for Moskva, erfarer man i Berlin, at de tyske tropper nærmer sig banen Leningrad-Moskva, som ganske vist allerede tidligere er blevet meldt afbrudt ved omringningen af Leningrad.
–––––
19. oktober 1941.
Tyskerne skal i går være brudt gennem Moskvas ydre forsvarslinjer.
–––––
23. oktober 1941.
| –––man fremhæver i dag på ny i velunderrettede tyske kredse, at de tyske militære operationer mod Moskva, ikke er ensbetydende med, at byen | umiddelbart står for fald, idet man samtidig fremhæver, at en hurtig erobring af byen ikke er nødvendig. |
–––––
14.
1) Stalin forlod aldrig Moskva:
Spørgsmålet om evakuering af statsoverhovedet hang i luften. Der var mindst et dusin muligheder for evakuering, som involverede brugen af en bil, tog eller fly. I følge én version kom den sovjetiske leder endda til togstationen, hvor et tog ventede på ham, men efter at have vandret rundt på perronen i et stykke tid besluttede Stalin ikke at forlade Moskva.
Der var dog forsøg på at evakuere den øverstkommanderende til Kuibyshev, men ingen turde tale med ham om det. Så forsøgte de at finde ud af det indirekte:
– Kammerat Stalin, hvornår skal vi sende vagteregimentet fra Moskva?
— Hvis det er nødvendigt, vil jeg selv føre dette regiment i angrebet, svarede Stalin.
(V. Molotov. Citeret af: Chuev F.)
Feliks Chuev skrev et digt om dette emne: “Jeg vil lede dette regiment ind i angrebe”.
2) Tiflis. Et andet navn for Tbilisi, hovedstaden i den daværende Georgiske Sovjetiske Socialistiske Republik. I dag hovedstaden i Georgien.
25. oktober 1941.
Vejret hæmmer operationerne.
Berlin hævder, at General Vinter er trådt i tysk krigstjeneste.
–––––
26. oktober 1941.
–––fra Moskvafronten meldes om fortsatte kampe i de ydre forsvarsværker, i følge endnu ubekræftede meldinger skal det være lykkedes tyskerne at føre deres yderste frontstillinger endnu en snes km. frem, således at de tyske tropper på enkelte steder skulle stå ca. 30 til 40 km. fra selve byen.
–––––
27. oktober 1941.
–––Man regner i øvrigt med at tyskerne vil opbyde alle deres kræfter for at erobre Moskva, idet byen ville blive af stor betydning som vinterkvarter og udgangspunkt for nye operationer.
–––––
28. oktober 1941.
Tyskerne møder stadig modstand, men det fastholdes at felttoget er afgjort.
En forbigående pause.
–––Felttoget mod øst er allerede afgjort. En militær talsmand henviste i dag til, at krigen 1870-71 faktisk var afgjort med slaget ved Sedan, selv om den endnu ikke var afsluttet. På samme måde forholdt det sig med felttoget mod Sovjetunionen.
–––––
31. oktober 1941.
Sovjettropperne er næppe længere i stand til at yde langvarig modstand, hvilket forfølgelsen af dem i Donetsbækkenet(1) beviser.
–––––
15.
1) Donetsbækkenet er Donbass.
1. november 1941.
2000 tanks sat ind i snestorm mod Moskva
3. november 1941.
–––man erklærer i aften fra officiel tysk side, at den tyske overkommando naturligvis har truffet alle tænkelige forberedelser til et vinterfelttog i Sovjetunionen, og man udtaler, at end ikke en russisk vinter vil formå at bringe den tyske fremtrængen til ophør.
–––––
29. november 1941.
–––i aften understreges det fra militær side stærkt, at erobringen af Moskva ikke alene har den største politiske, men også en meget betydelig militær og strategisk betydning. Dette i forbindelse med den tyske hærberetnings meldinger om fremrykning bevirker, at man i militære kredse i Berlin er tilbøjelig til at vente en storm på den russiske hovedstad, hvis beliggenhed, som hele det sovjetrussiske trafiksystems centrum, både hvad angår kanalsystemer, vejnet og jernbanelinjer, gør den til en betydningsfuld militær faktor.
–––––
30. november 1941.
Man lægger fra tysk side, således som det også fremgår af hærberetningens ordlyd, ikke skjul på, at den udryddelseskrig, som man nu agter at slippe løs mod Rostov, er direkte rettet mod byens civile befolkning.
–––––
30. november 1941.
–––på visse afsnit oplever man en tysk masseindsats, som man ikke har set magen til under slaget om Moskva. Øjensynlig er tyskerne besluttet på at gøre alt for så snart som muligt at skaffe deres millionhær vinterkvarter i Moskva.
–––––
16.
3. december 1941.
–––Både fra officiel side, i militære kredse og i pressen erklæres det imidlertid gang på gang i disse dage, at de russiske tab er umådelige, og at det russiske tryk snart må aftage på grund af disse tab. Det er umuligt at fortsætte angrebene i længere tid med så høje tab, erklærer man, selv om der er givet ordre til masseangreb uden hensyn til tabene. “Lokalanzeiger”(1) skriver i forbindelse med det russiske modangreb: “Man må formode, at bolsjevikkerne stadig har reserver – ja, i sandhed! Den kommunistiske verdensrevolutions hær er stærk nok til at erobre hele Europa til dets fjerneste hjørne”. Bladet forklarer videre, hvorfor Rostov er blevet rømmet, idet det henviser til, at den tyske overkommando lige fra krigens begyndelse havde “afvist prestige-sejre”. I Rostov var de bolsjevikiske partisan-styrker numerisk stærke, skriver bladet, “og vore tropper led unødvendige tab”, hvorfor overkommandoen “simpelthen trak tropperne tilbage og gav ordre til, at svære våben skulle tage sig af dem”.
–––––
9. december 1941.
Tyskland stiller kampene på Østfronten i bero.
–––––––––––––
Så længe den russiske vinter varer, vil der fra tysk side ikke ske større militære operationer.
––––––––––––
–––Søndag eftermiddag – samtidig med at meddelelserne om de første skæbnesvangre kamphandlinger i det Fjerne Østen spredtes over hele verden – fattede den tyske hærs overkommando den beslutning, som afspejles i den tyske hærberetnings første linjer i dag, og som, efter hvad deres korrespondent i aften erfarer, i militære kredse i Berlin, bogstaveligt skal læses således, at kamphandlingerne på Østfronten fra tysk side siden i går er stillet i bero. –
–––––––
| –––Der vil ikke, så længe den russiske vinter varer, fra tysk side blive foretaget større militære operationer. De tyske tropper vil indtage de mest fordelagtige stillinger i de forskellige frontafsnit og gå i vinterkvarter. Frosten, der hjalp de tyske stormtropper i sidste uges | fremstorm mod Moskva og bragte dem helt frem til en afstand af 40-50 km. fra hovedstaden, har nu også foreløbig frelst Moskva. Stormen mod Moskva vil ikke blive fortsat, ligesom kamphandlingerne mod Leningrad, der har været belejret i 3 måneder, foreløbig vil blive indskrænket til afvisning af eventuelle udbrudsforsøg. |
–––––
17.
1) “Lokalanzeiger” er avisen “Berliner Lokal-Anzeiger” (Berlin Lokaltidende). Dagblad udgivet i Berlin mellem 1883 og 1945.
14. december 1941.
Den tyske vinter retræte fortsætter – planmæssigt over hele østfronten
I nøje overensstemmelse med den plan, der forud er fattet.
–––––
22. december 1941.
Stillingsfront i øst.
–––Armeerne i øst må efter deres uforgængelige og i verdenshistorien enestående sejre mod alle tiders farligste fjende under indvirkning af det pludselige vinterfrembrud fra bevægelsens tog bringes i en stillingsfront.
–––––
27. december 1941.
Det russiske spørgsmål vil blive afgjort af den tyske værnemagt i det kommmende år–––––
–––––
31. december 1941.
–––Bladet konstaterer, at de russiske soldater, hvad materiale angår, råder over betydelige mængder, så at de tyske tropper bliver stillet på de allerhårdeste prøver.
–––––
18.
4. oktober 1941.
–––for 48 timer siden er en operation af gigantiske dimensioner endnu en gang blevet indledet, og den vil blive fortsat til fuldstændig ødelæggelse af fjenden mod øst.(1)
–––siden da er alt forløbet planmæssigt. Intet sekund i denne tid er handlingens og håndens lov blevet frataget ledelsen. Tværtimod er indtil i dag enhver aktion forløbet så planmæssigt som i sin tid mod Polen. Jeg taler først rigtigt ud i dag, fordi jeg i dag tør sige, at denne modstander allerede er knækket og aldrig vil rejse sig mere.(2)
–––
10. oktober 1941.
Begyndelsen til det sidste store afgørelsesslag i dette år
–––i disse 31/2 måned, mine soldater, er der nu endelig skabt forudsætninger for det sidste vældige hug, der endnu før vinterens frembrud skal knuse denne modstander. Alle forberedelser – for så vidt mennesker kan træfte dem – er nu færdige. Planmæssigt er denne gang skridt for skridt blevet forberedt for at bringe modstanderen i den situation, hvori vi nu kan tilføje ham det dødeligste stød.
(Hitler)(3)
–––––
19.
1) Adolf Hitler – Tale i Sportpalast (Sportspalads) ved åbningsarrangementet for Kriegswinterhilfswerk (Krigsvinterhjælpen), Berlin den 3. oktober 1941. – Denne gang var det meget svært for mig at komme her, for på dette tidspunkt resulterer en nyligt påbegyndt operation på vores Østfront i en gigantisk succes. I de sidste otteogfyrre timer har det været i gang i et gigantisk omfang. Det vil hjælpe med at knuse vores modstander i øst.
2) Adolf Hitler – Tale i Sportpalast (Sportspalads) ved åbningsarrangementet for Kriegswinterhilfswerk (Krigsvinterhjælpen), Berlin den 3. oktober 1941. Den danske avis foretog nogle justeringer af formuleringen. – I dag kan jeg erklære: Alt er siden gået efter planen. Uanset hvilke overraskelser den enkelte soldat eller troppeenhed måtte have haft, lod ledelsen aldrig et øjeblik initiativet blive taget fra den i løbet af denne tid. Tværtimod er alle aktioner indtil i dag gået lige så meget efter planen, som de gjorde i øst mod Polen, derefter mod Norge og endelig mod vest og på Balkan. Og jeg er nødt til at sige noget andet her: Hverken rigtigheden af vores planlægning bedrager os, heller ikke kompetencen eller den unikke historiske tapperhed hos den tyske soldat. Endelig bedrager kvaliteten af vores våben os ikke. Hverken den gnidningsløse funktion af alle vores operationer ved fronten, dominansen af de gigantiske baglandsområder eller det tyske hjemland bedrog os. Men noget bedrog os: Vi anede ikke, hvor gigantiske denne modstanders forberedelser mod Tyskland og Europa havde været, og hvor uhyre stor faren havde været, hvordan vi denne gang med en hårsbredde undslap ødelæggelsen ikke kun af Tyskland, men også af hele Europa. Det kan jeg sige her i dag. Jeg siger dette her i dag, fordi jeg i dag med sikkerhed kan sige, at denne modstander allerede er brudt sammen og aldrig vil rejse sig igen!
3) Adolf Hitler – proklamation til soldaterne på Østfronten. Fører Hovedkvarteret den 2. oktober 1941. – Men i disse tre og en halv måned, mine soldater, blev forudsætningerne endelig skabt for det sidste gigantiske slag, som skal knuse denne fjende før vinterens begyndelse! Så vidt det er menneskeligt muligt, er alle forberedelser afsluttet. Denne gang blev alt forberedt trin for trin og efter planen for at bringe modstanderen i en sådan situation, at vi nu kan tildele ham det dødbringende slag.
10. november 1941.
Hitler om Leningrad.
––––
–––i den passus i Hitlers tale, hvori han erklærer, at Tyskland selv bestemmer fremrykningens tempo, omtalte han også situationen ved Leningrad, idet han erklærede:
- Vi står defensiv ved Leningrad, og modstanderen må forsøge at bryde ud, men han vil sulte ihjel i Leningrad. Jeg vil sikkert ikke ofre én mand mere, end der absolut er nødvendig.
- Byen er omringet, ingen vil kunne befri den mere, og den falder i vore hænder. Og når man siger “kun som en dynge ruiner”, svarer jeg: Jeg har ikke interesse i nogen by Leningrad, men kun i ødelæggelsen af industricentret Leningrad. Når russerne finder behag i at sprænge deres byer i luften, sparer de måske os for mangt et arbejde.
For prestigemomentets vedkommende, fastslog Hitler, må jeg konstatere, at det overhovedet ikke spiller nogen rolle hos os. Når man f.eks. siger: hvorfor marcherer vi ikke nu, så kan det være, fordi det regner eller sner, eller fordi banerne endnu ikke er fuldt færdige.(1)
10. november 1941.
–––Antallet af fanger udgør omkring 3,6 millioner. Når en eller anden enkelt dumrian(2) siger, at dette ikke er blevet bekræftet, må det fastslås: Når en tysk militær indsats har foretaget en optælling, stemmer den.
3,6 millioner fanger svarer til mindst det samme antal faldne.
Når jeg antager, at der i Rusland, således som hos os, kommer 3 á 4 sårede for hver faldne, giver dette et bortfald af mindst 8-10 millioner, bortset fra de lettere sårede, som måske engang kan blive helbredt.
Ingen hær i verden kan komme sig af noget sådant, heller ikke den russiske.
Når Stalin siger, at vi har mistet 4,5 millioner mand(3), og Rusland kun 350.000 savnede, 350.000 døde og 1 million sårede, kan man kun spørge: Hvorfor er russerne da løbet halvanden tusinde km. tilbage, hvis de ikke har mistet nogle styrker? Det er virkelig stærkt jødisk, hvad disse Kremls mægtige giver fra sig.
Det materiale, vi har erobret i denne tid, er umådeligt, for tiden over 15.000 flyvemaskiner og over 20.000 panservogne, over 27.000 kanoner.
Hele verdensindustrien, indbefattet selv den tyske, kunne kun langsomt erstatte dette materiale. Demokratiernes industri erstatter det i hvert fald ikke i de nærmeste år.
Jeg har endnu aldrig anvendt udtrykket Lynkrig(4), fordi det er ganske tåbeligt, men hvis man overhovedet kan anvende det i et felttog, så er det i dette felttog, hvor en fjende, der besidder et kæmperige, er blevet slået ned og knust i løbet af overordentlig kort tid.(5)
20.
1) Adolf Hitler – Tale i Löwenbräukeller, München den 8. november 1941. – Hvis nogen siger i dag: “Du er i defensiven ved Leningrad”, så kommer jeg og siger: Vi var i offensiven foran Leningrad lige så længe dette var nødvendigt for at omringe Leningrad. Nu er vi i defensiven, og den anden side skal forsøge at bryde ud. Men han vil sulte i Leningrad! Jeg vil bestemt ikke ofre en mand mere, end det er absolut nødvendigt. Byen er omringet. Ingen vil komme ind i den mere. Den vil falde i vores hænder. Og når de siger, “kun som en bunke ruiner” – jeg er ikke interesseret i nogen by Leningrad, men kun i ødelæggelsen af det industrielle centrum Leningrad. Hvis det behager russerne at sprænge deres byer i luften, sparer de os måske lidt arbejde. Spørgsmål om prestige – lad mig gentage dette – spiller ikke en rolle hos os. Hvis for eksempel nogen spørger: “Hvorfor marcherer vi ikke nu?” – Fordi det i øjeblikket regner eller sner, eller måske er vi ikke helt færdige med jernbanerne!
2) Her undgik den danske avisredaktør en direkte henvisning til den engelske regeringsleder Winston Churchill, som Hitler ellers direkte henviser til i talen. Se note 5.
3) Her henviser Hitler til Stalins tale ved paraden på Den Røde Plads den 7. november 1941: Fjenden er ikke så stærk som nogle skræmte intellektuelle skildrer det. Djævelen er ikke så forfærdelig, som de maler ham. Hvem kan benægte, at vores Røde Hær mere end én gang har jaget de berygtede tyske tropper på flugt? Hvis vi ikke dømmer efter de tyske propagandisters pralende udtalelser, men efter Tysklands faktiske situation, vil det ikke være svært at forstå, at de tysk-fascistiske angribere står over for en katastrofe. I Tyskland er der nu sult og fattigdom, efter 4 måneders krig mistede Tyskland 4 og en halv million soldater, Tyskland bløder, dets arbejdskraft er udtømt, forargelsens ånd har grebet ikke kun Europas folk, der er faldet under de tyske angriberes åg, men også det tyske folk selv, der ikke kan se slutningen på krigen. De tyske angribere anstrenger deres sidste kræfter. Der er ingen tvivl om, at Tyskland ikke kan tåle en sådan belastning længe. Et par måneder mere, yderligere seks måneder, måske et år – og Hitler-Tyskland må briste under vægten af sine forbrydelser.
4) Her må Hitler være blevet ramt af en erindringsforskydning vedr. sin brug af det “tåbelige” begreb Lynkrig (Blitzkrieg):
Adolf Hitler – Tale i Danzig (Gdansk) den 19. september 1939 – “Også hér kan jeg miste min tålmodighed. På trods af denne forræderiske krigsmetode, som ikke har set sin lige gennem de seneste årtier, har vores hære gjort det af med fjenden med lynets hast. For et par dage siden skrev en engelsk avis, at jeg havde afløst en oberstgeneral fra hans pligter, fordi jeg havde regnet med en Lynkrig for denne operation og var blevet dybt skuffet over missionens langsomme tempo.”
Adolf Hitler – Tale i Sportpalast (Sportspalads) ved åbningsarrangementet for Kriegswinterhilfswerk (Krigsvinterhjælpen), Berlin den 3. oktober 1941 – “Jeg kan kun sige: Hvis vi skal tale om Lynkrig, så fortjener disse soldater, at deres bedrifter beskrives som lynende, for på deres fremmarch er de i historien aldrig blevet overgået.”
5) Adolf Hitler – Tale i Löwenbräukeller, München den 8. november 1941. – Hvis jeg skal opsummere denne kampagnes succes indtil nu, er antallet af fanger på cirka tre komma seks millioner, det vil sige tre millioner seks hundrede tusind fanger. Og fortæl mig ikke, at en engelsk dumrian siger, at dette ikke er bekræftet. Hvis et tysk militærkontor tæller noget, så er det korrekt! Der er en væsentlig forskel mellem en tysk officer og en britisk børsmægler! Det er helt korrekt, ligesom vores tal for franske og engelske fanger var korrekte! Englænderne ved det ganske godt selv, fordi de altid tager sig af deres fanger. Nu, hvis jeg ser på tre komma seks millioner fanger på den ene side, og jeg går efter Verdenskrigens standarder, så betyder det et tilsvarende antal ofre. Det ville være et dårligt vidnesbyrd for Hr Stalin, hvis hans folk kæmpede mindre modigt nu, end de gjorde i Verdenskrigen. Tværtimod kæmper de dels af frygt og dels med bestialsk, fanatisk vanvid. Og hvis jeg nu går ud fra, at der i Rusland, som hér hos os, er tre til fire sårede for hvert dødeligt offer, så er resultatet et absolut tab på mindst otte til ti millioner, uden at tage hensyn til dem, der kun er let sårede, som kunne blive helbredt og sat i aktion igen. Mine partikammerater, ingen hær i verden kan komme sig efter dette, ikke engang den russiske. Nu hvor Stalin pludselig siger, at vi mistede fire og en halv million mand, mens Rusland kun manglede tre hundrede otteoghalvfjerds tusind mand i aktion – dette skulle være fangerne – tre hundrede og halvtreds tusind døde og en million sårede, så kan jeg kun spørge: Hvorfor trak russerne sig halvanden tusind kilometer tilbage, hvis de kun havde halvdelen af de tab, vi havde, især i betragtning af det gigantiske antal af deres tropper? Hvad denne mægtige mand i Kreml siger, forekommer mig slående jødisk. … Det materielle bytte, vi tog i denne periode, er enormt. Lige nu har vi over femten tusind fly, over toogtyve tusind kampvogne, over syvogtyve tusind kanoner. Det er virkelig en enorm mængde materiel. Hele verdens industri, inklusive tysk industri, kunne kun erstatte sådanne mængder langsomt. Under alle omstændigheder vil vores demokraters industrier ikke erstatte det i de næste par år! Jeg har aldrig brugt det ord Lynkrig (Blitzkrieg), fordi det er et virkelig dumt ord. Hvis det overhovedet kan anvendes på nogen kampagne, så er det denne! Aldrig før er et gigantisk imperium blevet knust og besejret på kortere tid end Sovjetunionen er blevet denne gang.
Proklamationen, der er skrevet rundt om karikaturen af Hitler, lyder: “General Vinter er trådt i tysk krigstjeneste”. Sætningen kan ses på side 15 i bogen.
10. november 1941.
–––i dag møder man ikke længere et borgerligt Tyskland med fløjlshandsker, men et nationalsocialistisk Tyskland med hårde næver.
Så er der endnu folk, der nærer de aller dummeste forhåbninger, nemlig om, at der i Tyskland udbryder en revolution.
Alt er tænkeligt, kun ikke ét, nemlig at Tyskland nogensinde kapitulerer. Når vore modstandere siger, at kampen da vil vare til 1942, siger vi: Den kan vare, så længe den vil, den sidste batallion på denne mark, bliver den tyske.(1)
10. november 1941.
–––nu er endnu en hel række europæiske stater stødt til os. Vi kan sige, at Europa befinder sig på vor front, om ikke statslig, så i det mindste i sindelagsmæssig henseende. Vi kan vel ved udgangen af dette år sige, at ved denne europæiske front er den største fare allerede afvendt.
Vi må ikke nære nogen tvivl om, at Europas skæbne for de næste 1000 år vil blive afgjort.(2)
22. december 1941.
–––og forberedelserne til omgående genoptagelse af den offensive kamp i foråret indtil den definitive ødelæggelse af modstanderen i øst må ufortøvet træffes. Indledningen af andre afgørende krigsforanstaltninger er forestående.(3)
1. januar 1942.
Året skal – det beder vi alle Vorherre om – bringe afgørelsen til vort folks redning(4)
23.
1) Adolf Hitler – Tale i Löwenbräukeller, München den 8. november 1941. – I dag konfronterer du ikke et borgerligt Tyskland med børnehandsker, men et nationalsocialistisk, og det har stærke næver! … Og så kommer det dummeste håb: Nemlig at et oprør, en revolution, vil bryde ud i Tyskland. … Jeg har været profet så ofte i mit liv, og de lo altid af mig, men jeg havde altid ret til sidst. Jeg vil være én igen: Aldrig vil november 1918 gentage sig i Tyskland! Det kan ikke gentage sig! Alt er tænkeligt, men kun én ting er ikke: At Tyskland nogensinde vil kapitulere! Hvis vores fjender siger: “Nå, så vil krigen vare til 1942!” – Krigen kan vare så længe den vil – men den sidste bataljon på banen vil være en tysk! Det er nytteløst at prøve at skræmme mig!
2) Adolf Hitler – Tale i Löwenbräukeller, München den 8. november 1941. – En række andre europæiske stater har sluttet sig til os. Vi kan sige, at i dag er næsten hele Sydøsteuropa i vores lejr. Og størstedelen af resten af Europa står også på vores front følelsesmæssigt, selv om det ikke er offentligt. Så i dag kæmper vi ikke alene som nationalsocialister, men sammen med en gigantisk europæisk front. Og i slutningen af dette år kan vi sige, at den største fare allerede er blevet pareret af denne Europæiske front.
3) Kilde ukendt
4) Adolf Hitler – Nytårs Proklamation til nationalsocialister og partikammerater, den 1. januar 1942. – Ved årsskiftet kan vi kun bede den Almægtige om at give det tyske folk (Das Deutsche Volk) og dets soldater styrken til at stå fast gennem hårdt arbejde og med et modigt hjerte, alt, hvad der er nødvendigt for at bevare vores frihed og vores fremtid.
21. januar 1942.
–––om krigen selv vil jeg kun tale lidt. Her taler allerede historien. I 1939 gjorde vi det af med Polen, i 1940 med Norge, Frankrig, Holland og Belgien, i 1941 først med Balkan og derefter endelig med den stat, om hvilken Mr. Cripps for nogle dage siden sagde, at den allerede i årevis havde været forberedt på opgør med Tyskland.(1)
31. januar 1942.
–––erobrer russerne her og der en by, kan man være forvisset om, at det kun er en ruinhob, der falder i deres hænder, og hvad betyder det i sammenligning med det, som vi vil udrette, når vejrforholdene tillader os at genoptage sommerens sejrmarch? Om få uger mener vi, at vinteren vil begynde at vige i det sydlige afsnit af fronten, og derefter kommer foråret hurtigt også til de øvrige dele af fronten, og med det sætter den tyske musketér sig påny i bevægelse.
(Hitler)(2)
31. januar 1942.
–––hvorledes dette år går til ende, siger rigskansler Hitler i slutningen af en tale, der åbenbart gjorde et stærkt indtryk på tilhørerne, ved jeg ikke; om krigen vil være afsluttet med dette år, ved jeg ikke, men jeg ved, at hvor fjenden viser sig, også i dette år, vil vi slå ham, året vil atter blive markeret med store sejre.
(Hitler)(3)
24.
1) Adolf Hitler – Tale i Sportpalast (Sportspalads), Berlin den 30. januar 1942. – Jeg vil sige meget lidt om selve krigen. Historien siger det klart nok: I 1939, elimineringen af Polen, i 1940, Norge, Frankrig og England, Holland og Belgien, og i 1941 først Balkan og endelig den stat, som en snakkesalig Hr.Cripps fortalte os for et par dage siden, havde forberedt sig på konfrontationen med Tyskland i årevis.
2) Adolf Hitler – Tale i Sportpalast (Sportspalads), Berlin den 30. januar 1942. – Men om et par uger vil vinteren være forbi i syd, og foråret vil langsomt bevæge sig mod nord. Isen smelter, og timen kommer, hvor jorden igen bliver hård og fast. Så vil den tyske frontlinjesoldat igen kunne betjene sit udstyr på dette terræn. … Og i de tilfælde, hvor russerne brød igennem og troede, at de ville være i stand til at besætte små byer, er der ikke mere nogen små byer. Der er kun en bunke ruiner. Hvad betyder dette i forhold til det, vi besætter, hvad vi sætter i orden, og hvad vi vil sætte i orden, enten om foråret eller bagefter?
3) Adolf Hitler – Tale i Sportpalast (Sportspalads), Berlin den 30. januar 1942. – Jeg ved ikke, hvordan dette år vil ende. Ingen kan sige, om krigen vil ende i løbet af året. Men jeg ved én ting: Hvor end fjenden dukker op, vil vi slå ham, ligesom vi har gjort indtil nu! Det bliver igen et år med store sejre.
25. februar 1942.
Udtalelse af Hitler på partiets 22-årsdag
–––––
Forberedelser til forårsoffensiven forhindrede ham i at deltage i mindefesten i Bürgerbräukeller.
–––––
Førerens ældste medkæmpere fejrede i dag i Hofbräuhaus 22-årsdagen for grundlæggelsen af det nationalsocialistiske parti. Føreren, der i år var forhindret i at deltage i festen på grund af afregningen med bolsjevismen, havde sendt en hilsen, som oplæstes af distriktsleder Adolf Wagner. I denne hilsen udtalte Føreren i følge D.N.B.(1) bl.a.
For første gang i mange år er det mig ikke muligt at deltage i mine ældste kampfællers mindefest. Jeg kan imidlertid ikke forlade hovedkvarteret på en tid, da vinteren nærmer sig sin afslutning, den vinter, af hvilken vor modstander havde ventet alt. Vor modstander håbede at kunne give den tyske hær den samme skæbne som Napoleons, men dette forsøg er jammerligt strandet frem for alt på vort folks tapperhed og offervilje.
Nu, da den hårdeste kulde er brudt, og sneen allerede er begyndt at smelte på Krim og i det sydlige Rusland, er det mig ikke muligt at forlade min plads, på hvilken der træffes forberedelser til det endelige opgør og afregning med den sammensværgelse, som den plutokratiske verdens bankhuse og Kreml har indgået til udryddelse af de ariske folk og mennesker.
For os nationalsocialister er dette fællesskab af jødisk kapital og kommunisme ikke fremmed. Ligesom i vort land før, under og efter Den Første Verdenskrig, således er det i dag også kun jøder og atter jøder, der må gøres ansvarlige for spliden mellem folkene. Én forskel er der imidlertid, når vi sammenligner den nuværende verdenskamp med afslutningen af krigen 1914-18. I 1919 var vi nationalsocialister en lille hob bekendere, der ikke blot så, men også bekæmpede menneskehedens internationale fjende. I dag har vor nationalsocialistiske revolutions og den fascistiske revolutions tanker erobret store og mægtige stater, og min profeti vil gå i opfyldelse: At ikke den ariske menneskehed, men Jøden vil blive udryddet ved denne krig. Hvad kampen end bringer med sig, eller hvor længe den end vil vare, vil dette blive det endelige resultat. Og først når disse snyltere er fjernet, vil der til den lidende verden komme en folkeforståelse og dermed en varig fred.
Jeg er derfor i dag mere end nogensinde hos jer i ånden, mine gamle nationalsocialister. Men jeg er på denne dag også personlig endnu mere gennemtrængt af den urokkelige tillid og hellige tro, at den vældige kamp, i hvilken vi står og som tog sin begyndelse i denne sal for 22 år siden, ikke kan ende anderledes og ikke vil ende anderledes, end vor egen vidunderlige kamp om magten i vort tyske rige. Ligesom Forsynet i den daværende lange kamp velsignede vor strid, således vil Det også lade os vinde den nu. Hvad der dengang var et partiprogram, er allerede nu teser for en ny og bedre verden.(2)
25.
1) D.N.B. “Deutsches Nachrichtenbüro GmbH” (Det tyske Informationsbureau). Det 3. Riges officielle pressebureau fra 1933 – 1945.
2) Adolf Hitler – Proklamation på 22-årsdagen for grundlæggelsen af N.S.D.A.P. (læst op af gauleiter Adolf Wagner). Førerhovedkvarteret den 24. februar 1942. – For første gang i mange år kan jeg ikke deltage i Mindedagen med mine ældste våbenbrødre. Jeg kan ikke forlade hovedkvarteret på et tidspunkt, hvor vinteren slutter, en vinter, som vores fjender har sat alle deres håb på.
…
Vores fjender håbede, at de tyske hære ville lide samme skæbne som Napoleons under tilbagetoget. Dette forsøg mislykkedes ynkeligt. Frem for alt mislykkedes det på grund af vores enestående mænds tapperhed og vilje til at ofre, som side om side med vores allierede holdt ud under de iskolde storme i december, januar og februar lige så fast som de før havde kæmpet for deres ufalmelige sejre i varmen i juni, juli, august og september.
Nu hvor den værste kulde er forbi, nu hvor sneen begynder at tø på Krim og i det sydlige Rusland, er jeg ikke i stand til at forlade min post, da forberedelserne til den endelige konfrontation bliver truffet for at afregne med denne sammensværgelse, hvor bankhuse i den plutokratiske verden og Kremls hvælvinger forfølger det samme mål: Udryddelsen af de ariske folk og racer.
Dette fællesskab af jødisk kapitalisme og kommunisme er ikke noget nyt for os gamle nationalsocialister, især ikke for jer, mine ældste våbenbrødre. Som i vores land før, under og efter Første Verdenskrig således også i dag, skal jøderne og igen kun jøderne holdes ansvarlige for at rive nationerne fra hinanden.
Der er dog en forskel, hvis vi sammenligner den nuværende verdenskamp med afslutningen på krigen fra 1914-1918. I 1919 var vi nationalsocialister en lille gruppe troende, der ikke blot anerkendte menneskehedens internationale fjende, men også kæmpede mod ham. I dag har idéerne fra vores nationalsocialistiske og fascistiske revolution erobret store og mægtige stater. Min profeti vil blive opfyldt, at denne krig ikke vil ødelægge Arieren, men i stedet vil den udrydde Jøden. Uanset hvad kampen vil bringe, uanset hvor længe den vil vare, vil dette være dens endelige resultat. Og først da, efter eliminering af disse parasitter, vil en lang æra med international forståelse og derfor sand fred komme over den lidende verden.
I dag mere end nogensinde er jeg med jer i ånden, mine gamle nationalsocialister, da I allerede var mine tilhængere dengang da det at være nationalsocialist, som det stadig er sandt i dag, kun betød at bringe ofre.
På denne dag er jeg personligt så meget desto mere inspireret af den urokkelige tillid og den hellige tro, at denne mægtige kamp, som vi er engageret i i dag, og som vi var dengang vi, den 24. februar 1920, satte ud fra denne sal, hvor I nu er samlet, ikke kan og ikke vil ende anderledes end vores egen mirakuløse kamp om magten i Det Tyske Rige. Ligesom Forsynet har velsignet vores kamp i alle disse år, vil Det nu lade os vinde det for bestandig! Det, der plejede kun at være vores partiprogram, er nu grundlaget for en ny og forbedret verden.
16. marts 1942.
–––først i dag forstår vi fuldt ud vor fjendes forberedelser.(1)
At tyskerne ikke frygter for menneskelige trusler, har han ofte nok bevist. Men denne gang var han ikke blot udsat for kamp mod den fjendtlige våbenmagts og en i tal næsten tilsyneladende uudtømmelig strøm af de mest primitive folkeslag, men også en kamp med naturens grusomste hårdhed, thi i dag kan det meddeles, at der bag os ligger en vinter, hvis lige Mellem- og Østeuropa ikke har oplevet i 140 år. I sandhed, vore og vore forbundsfællers soldater er blevet prøvet grusomt af skæbnen i de sidste 4 måneder og har vist deres virkelige indre værdi. De har imidlertid bestået denne prøvelse på en sådan måde, at vel ingen er berettiget til at tvivle om, at hvad skæbnen end vil bringe i fremtiden, vil det være lettere end det, der ligger bag os.(2)
16. marts 1942.
–––Skæbnen vil vel nu allerede om nogle få måneder være i stand til at vise, om indsættelsen af hekatomber af russisk liv i denne kamp har været en militær rigtig eller forkert handling.
Men én ting ved vi i dag: De bolsjevikiske horder, der ikke formåede at overvinde de tyske og med dem forbundne soldater, vil blive ødelagt af os i den kommende sommer.
Den bolsjevikiske kolos, som vi først nu kender i dens grusomme farlighed, må – og det er vor uomstødelige beslutning – aldrig mere berøre det velsignede Europas enge, men må finde sine endelige grænser i lang afstand herfra.(3)
16. marts 1942.
–––Måtte Herren derfor give os alle styrke til også i fremtiden at gøre det som pligten kræver af os–––(4)
27. april 1942.
–––vi har et vældigt vinterslag bag os. Den time vil komme, da fronterne løsnes, og da skal historien afgøre, hvem der har sejret i denne vinter: Angriberne, der på idiotisk måde ofrede sine menneskemasser, eller forsvareren, der simpelthen holdt sine stillinger.(5)
27. april 1942.
Kampen mod øst vil blive fortsat. Den bolsjevikiske kolos vil af os blive slået så længe indtil den er tilintetgjort.(6)
26.
1) Adolf Hitler – Tale i Berlin til Heltenes Mindedag den 15. marts 1942. – Og først i dag indser vi omfanget af vore fjenders forberedelser.
2) Adolf Hitler – Tale i Berlin til Heltenes Mindedag den 15. marts 1942. – Det var en test, som fronten såvel som hjemlandet, det kan jeg sige, bestod. At tyskeren ikke frygter menneskelige trusler, har hans historie ofte nok vist. Denne gang blev han sat på prøve ikke kun af fjendens våben og næsten uendelige blodressourcer fra de mest primitive mennesker, men også af naturens grusomme hårdhed. For i dag kan vi informere jer om, at bag os ligger en vinter, hvis lignende ikke er set i Central- og Østeuropa i mere end hundrede og fyrre år. Sandelig, vore og vores allieredes soldater blev grusomt lagt beslag på af Forsynet i de sidste fire måneder for at vurdere deres sande indre værdi. Men de bestod prøven på en sådan måde, at ingen er berettiget til at tvivle på, at – uanset hvad fremtiden eller Forsynet vil bringe os – det, der ligger foran os, kan kun være lettere end det, der ligger bag os.
3) Adolf Hitler – Tale i Berlin til Heltenes Mindedag den 15. marts 1942. – Om et par måneder vil historien være i stand til at bedømme, om det var militært korrekt eller forkert at bortøde hekatomber af russiske liv i denne kamp. I dag ved vi allerede én ting: De bolsjevikiske horder, der ikke var i stand til at besejre de tyske og allierede soldater i vinter, vil blive besejret af os i den kommende sommer og udslettet. Den bolsjevikiske kolos, hvis grusomme fare vi først nu indser, må aldrig mere røre Europas hellige marker – og det er vores uigenkaldelige beslutning – men i stedet bør den få sine endelige grænser langt fra dem!
4) Adolf Hitler – Tale i Berlin til Heltenes Mindedag den 15. marts 1942. – Må Herren give os al styrke til at gøre, hvad pligten end måtte kræve af os nu og i fremtiden.
5) Adolf Hitler – Tale til Rigsdagen, Berlin den 26. april 1942. – Mine Stedfortrædere! Rigsdagens mænd! Vi har et mægtig vinterslag bag os. Timen vil komme, da fronten atter mister sin stivfrossenhed. Derefter vil historien afgøre, hvem der vandt denne vinter: Angriberen, der idiotisk ofrede i massevis af sine mænd, eller forsvareren, der simpelthen holdt sine positioner.
6) Adolf Hitler – Tale til Rigsdagen, Berlin den 26. april 1942. – Krigen i øst vil blive ført videre. Den bolsjevikiske kolos vil blive slået af os, indtil den er smadret.
Den bølgende tekst på blå baggrund over karikaturen af Hitler lyder: “Der var øjeblikke, da mennesker og maskiner truede med at stivne”.
Citatet kan ses på side 29 i bogen.
27. april 1942.
–––da jeg sidste gang talte til Dem, sænkede der sig over egnen mod øst en vinter, som Europa ikke har oplevet i disse områder i de sidste 140 år.
I løbet af nogle få dage faldt termometret fra 0 grader og derover til minus 47 grader celcius og endnu lavere. Fire uger før det var forudset, afsluttedes dermed alle operationer pludseligt. Fronten, der var midt i fremadskridende bevægelse, måtte hverken bølge tilbage eller holdes i de stillinger, hvori den dengang befandt sig. Den blev derfor taget tilbage til en almindelig linje, der går fra Taganrog til Ladogasøen.
Jeg kan i dag erklære, at den operation var uendelig svær at gennemføre. Der var øjeblikke, da mennesker og maskiner truede med at stivne. Den, der kender Østeuropas store vidder, må regne med en psykologisk belastning, der tilintetgjorde de franske hære i 1812.
Kampens hovedbyrde lå hos den tyske hær og de allierede tropper.
Som soldat føler jeg mig i så høj grad ansvarlig for ledelsen af denne kamp, at jeg ville have betragtet det som utåleligt, hvis jeg ikke i denne overordentlige alvorlige time med min person havde stillet mig foran alt det, som Forsynet synes at have i sinde med os.
I flere måneder strømmede stadig flere dårligt uddannede fra det indre af Asien eller Kaukasus mod vore linjer, som navnlig om natten kun kunne holdes i form af støttepunkter. Når russerne trængte eller sivede gennem mellem knapt nok befæstede byer, skete det på bekostning af 100.000 og atter 100.000 af menneskeliv. Det problem, der tyngede os mest i denne tid, var forsyningsproblemet, thi hverken det tyske menneske eller den tyske panserkampvogn og desværre heller ikke de tyske lokomotiver, var indstillet på de kuldegrader, der havde overfaldet os. Vore hæres væren eller ikke væren var afhængig af opretholdelsen af forsyningstjenesten.(1)
––––
29.
1) Adolf Hitler – Tale til Rigsdagen den 26. april 1942. – Mine stedfortrædere! Rigsdagens mænd! Da jeg talte til Dem sidste gang, var det under en vinter i øst, som Europa ikke havde set lige i over hundrede og fyrre år, selv ikke i dette område. På få dage faldt termometeret fra omkring nul grader til minus syvogfyrre grader og derunder. Formodentlig kan ingen forstå, hvad det betyder, medmindre han selv har oplevet det. Fire uger tidligere end forventet sluttede alle yderligere operationer pludseligt. Fronten, som var midt i en fremadgående bevægelse, kunne ikke tillades at blive fejet tilbage, og den kunne heller ikke efterlades i de stillinger, den på det tidspunkt optog. Derfor blev der foretaget en generel tilbagetrækning til en linje, der strækker sig fra Taganrog til Ladoga-søen. Jeg kan i dag sige, at selvom denne proces let kan beskrives her, så var det uendeligt vanskeligt at gennemføre den i virkeligheden. Den lynhurtige indvirkning af en sådan kuldebølge, som selv i disse områder kun forekommer en gang hvert hundrede år, lammede ikke kun mændene, men også og frem for alt maskinerne. Der var øjeblikke, hvor begge dele truede med at fryse til is. Når man ser på de enorme vidder i øst, må man også overveje den psykologiske belastning, der ødelagde den franske hær i 1812, og som blot genkaldelsen af stadigvæk er i stand til at lamme svage naturers kraft. Kampens største byrde lå hos hæren og de allierede udenlandske divisioner. Derfor følte jeg, at det var en ærespligt for mig i dette øjeblik at binde mit navn til hærens skæbne.
Som soldat følte jeg mig så stærkt ansvarlig for gennemførelsen af denne kamp, at jeg ville have betragtet det som uudholdeligt i denne sværeste time ikke personligt at konfrontere, hvad Forsynet syntes at have i vente for os. At det lykkedes os fuldstændigt at beherske den truende katastrofe, skylder jeg først og fremmest og i særdeleshed vore modige soldaters tapperhed, loyalitet og overmenneskelige evne til at udholde lidelse. De alene har gjort det muligt for mig at holde en front, mod hvilken fjenden begyndte at kaste hekatomber af mænd.
I måneder i træk angreb stadig nye, knap nok trænede masser fra vidderne i Centralasien eller Kaukasus vores linjer, som især om natten kun kunne holdes i form af støttepunkter. Det er umuligt at ligge på åben mark uden dækning ved minus tredive, fyrre grader eller lavere. Hvis det på trods af dette lykkedes russerne at gå frem eller at sive gennem disse knapt befæstede stillinger med stadig nye angrebsbølger, var dette kun muligt ved at ofre hundredtusinder af mænd.
Men det problem, der tyngede os mest på dette tidspunkt, var spørgsmålet om forsyninger. Hverken de tyske mænd eller de tyske rustninger og desværre heller ikke vores tyske lokomotiver var forberedt på kuldens angreb. Og samtidig var eksistensen eller ikke-eksistensen af vore hære afhængig af vedligeholdelsen af forsyningslinjerne.
1. oktober 1942.
Hitler sagde i Sportspaladset:
–––For dette år har vi også tilrettelagt et meget simpelt program: under alle omstændigheder holde det, som må holdes, det vil sige at lade den anden løbe storm, hvor vi selv ikke agter at gå frem, jernhårdt at holde stillingen og afvente, hvem der nu først bliver træt.(1)
Hitler udtalte dernæst bl.a.: Men året 1942 ligger bag os, i mine øjne den mest skæbnebetonede prøvelse for det tyske folk, nemlig vinteren 1941-42.
Jeg tør vel sige, at i den vinter er det tyske folk og særlig dets værnemagt blevet vejet af Forsynet. Noget værre kan og vil ikke komme mere.(2)
Derefter trådte vi så an til vor egen store offensiv. Målet var:(3)
- at fratage modstanderen de sidste store hvedeområder.
- at fratage ham den sidste rest af kul, der kan forvandles til koks.
- at rykke frem til fjendens oliekilder, at få rådighed over dem eller i det mindste at afspærre dem.
–––Her satte vi os nu som mål den egn, som ligger mellem Dons knæ og selve Volga. Som bymæssigt mål udpegede vi Stalingrad, ikke fordi byen er opkaldt efter Stalin, men kun fordi det er et strategisk vigtigt sted, og fordi vi var klare over, at der, når vi har sat Dnjepr, Don og Volga ud af spillet som trafikårer, vil ske det samme eller endnu værre, som ville blive tilfældet for Tyskland, hvis vi mistede Rhinen, Elben, Oder eller Donaufloderne. For alene på denne kæmpestrøm Volga befordres i løbet af 6 måneder ca. 30 millioner tons gods. Det er lige så meget, som der i løbet af et helt år transporteres på Rhinen. Den nævnte trafik er nu afskåret og har allerede været det i længere tid. Nu er opmærksomheden særlig henvendt på Stalingrad, som også vil blive likvideret. Derved opnås og forstærkes denne afstangningsstilling, og de kan være overbevist om, at intet menneske(4)
fortsættes
30.
1) Adolf Hitler – Tale i Sportpalast (Sportspalads), Berlin den 30. september 1942. – For dette år har vi udarbejdet et meget simpelt program. For det første: Under alle omstændigheder at holde det, der skal holdes. Det betyder, at vi vil lade de andre komme mod os, så længe de vil komme mod os, dér, hvor vi ikke har til hensigt at avancere. At holde fast og vente og se, hvem der bliver den første til at trættes.
2) Adolf Hitler – Tale i Sportpalast (Sportsoalads), Berlin den 30. september 1942. – I mine øjne har vi allerede bestået den mest skæbnesvangre prøvelse for vores Volk i år 1942. Det var vinteren 1941-1942. Jeg kan sige, at Forsynets fordring vejede tungt på den tyske Volk og især på dets værnemagt i denne vinter. Værre kan og vil ikke komme.
3) Adolf Hitler – Tale i Sportpalast (Sportspalads), Berlin den 30. september 1942. – Derefter lagde vi an til vores egen store offensiv. Det første mål var at tage den sidste store brødkurv fra fjenden; for det andet at trække det sidste kul, der kan laves til koks, ud under ham; for det tredje at rykke frem til hans oliefelter, enten for at tage dem eller i det mindste for at afskære ham fra dem; for det fjerde at fortsætte angrebet for at afskære hans sidste store arterie, forsyningsvejen Volga.
4) Adolf Hitler – Tale i Sportpalast (Sportspalads), Berlin den 30. september 1942. – Målet var et område mellem Donbuen og Volga og byen Stalingrad – ikke fordi byen bærer Stalins navn, hvilket er uden betydning – men udelukkende fordi det er et strategisk vigtigt område, og vi var klar over, at fjernelsen af Dnepr, Don og Volga som trafikårer ville være lige så forfærdeligt eller værre for Sovjetunionen, som det ville være for Tyskland, hvis vi mistede Rhinen, Elben, Oder eller Donau. På den mægtige Volga-strøm alene transporteres tredive millioner tons varer på seks måneder. Det er lige så meget som på et år på Rhinen. Den [Volga] har nu været afskåret i nogen tid. Nu er det overtagelsen af Stalingrad frem for alt, der vil blive bragt til afgørelse – hvorved denne lås får dybde og styrke.
Og I kan være sikre på, at intet menneske kan få os væk fra dette sted!
Fortsat-
nogensinde kan få os bort fra dette sted.
Hvad nu angår de videre mål, så vil De forstå, at jeg ikke taler derom, fordi det drejer sig om mål, som forfølges for tiden. Men der vil (komme) det øjeblik, da den tyske nation vil have fuld klarhed om disse yderligere mål.
Jeg har imidlertid lov til at sige Dem, at vi naturligvis som yderligere opgave har stillet os organiseringen af det kæmpemæssige område, som vi nu behersker. Det er os virkelig om at gøre at sikre dette kæmpemæssige område for vor krigsførelse.(1)
Nu er der på vore modstanderes side folk, der siger, “hvorfor standser de pludselig?” Nå, fordi vi er forsigtige, fordi vi ét eller andet sted standser sålænge, til vi er sikre på, at vore forsyninger er helt i orden.(2)
Området skal jo nyttegøres. Det gælder for os om at omorganisere en del af disse områders økonomi. Hvad der i så henseende er blevet præsteret her, er ligefrem af uhyre omfang. Og når sådan et kvæghovede – ja, jeg kan ikke sige det – som f. eks. Duff Cooper eller Eden siger: “Det var en stor fejl, at tyskerne har begivet sig ind i Ukraine eller i Kubanområdet”, så vil han nok få at se, om det var en fejl, at vi begav os ind i disse områder.(3)
Lad vore modstandere føre denne krig, så længe de er i stand dertil. Hvad vi kan gøre for at slå dem, vil blive gjort. At de nogensinde slår os, er umuligt og udelukket.(4)
Én ting er ganske sikker: Denne krig overlever ingen borgerlig stat.(5)
––––
31.
1) Adolf Hitler – Tale i Sportpalast (Sportspalads), Berlin den 30. september 1942. – Hvad angår vores yderligere intentioner, vil De forstå, at jeg ikke vil tale om dem, da det er et spørgsmål om mål, der forfølges på nuværende tidspunkt. I mit sted taler Hr. Churchill om dem. Men den tid vil komme, da den tyske nation vil opnå klarhed om disse yderligere mål.
Jeg kan imidlertid fortælle Dem, at den næste opgave, vi vil stille os selv, naturligvis vil være organiseringen af dette gigantiske område, som vi nu besætter.
Vi var ikke så interesserede i at marchere så mange tusinde kilometer, som vi var i at udnytte dette gigantiske område til at fodre vores folk (Volk), sikre vores råvarer og i bredere forstand opretholde hele Europa.
2) Adolf Hitler – Tale i Sportpalast (Sportspalads), Berlin den 30. september 1942. – Nu, mine partikammerater, vil I forstå en ting: Når folk på vores fjenders side siger: “Hvorfor stoppede de pludselig?” så kan jeg kun svare, fordi vi er forsigtige. Fordi vi ikke løber til Benghazi kun for at skulle løbe tilbage igen, men fordi vi stopper et sted, indtil vores forsyningslinjer igen er i orden.
3) Adolf Hitler – Tale i Sportpalast (Spotrspalads), Berlin den 30. september 1942. – Når alt kommer til alt skal området udvikles, og det er ikke let, da det ikke blot er et simpelt spørgsmål om at så og høste. Det er snarere et spørgsmål om at gøre brug af, det vil sige at transportere disse produkter over store afstande til en jernbane, hvor de kan lastes. Endelig skal vi omstrukturere en del af denne økonomi: Tusinder af traktorer, der enten blev beskadiget eller fjernet, skal forbedres eller udskiftes med andre midler. Jeg kan kun fortælle jer: Hvad der er opnået her er simpelthen utroligt! Mens fronten kæmper, arbejder de samme soldater et par kilometer bag den med segl og le, dyrker markerne igen, og bag dem rykker vores landbrugsorganisationers operationelle stabe frem.
Og hvis et eller andet fårehoved (Schafskopf) – jeg kan simpelthen ikke kalde dem noget andet – som Duff Cooper, Eden eller en anden fyr siger: “Ja, det var en stor fejl af tyskerne at gå ind i Ukraine eller Kuban-regionen” – vi får at se, om det var en fejl af os at tage disse brødkurve! Heldigvis er vi allerede i stand til at tilgængeliggøre for det tyske folk (Volk) de første, beskedne gevinster af dette foretagende.
4) Adolf Hitler – Tale i Sportpalast (Sportspalads), Berlin den 30. september 1942. – Vores fjender kan fortsætte denne krig, så længe de er i stand til det. Hvad vi kan gøre for at besejre dem, vil vi gøre! At de nogensinde vil besejre os er umuligt og udelukket.
5) Adolf Hitler – Tale i Sportpalast (Sportspalads), Berlin den 30. september 1942. – For der er én ting, der er sikker: Ingen borgerlig stat vil overleve denne krig.
9. november 1942.
Hitlers tale i München.
–––Kejseren var en mand, der savnede enhver styrke til modstand mod disse fjender. I MIG har de nu engang en modstander, der ikke kender ordet “kapitulere”.(1)
–––Når vi ikke, som ventet, angriber i centrum, men i Stalingrad, er det, fordi jeg vil nå til Volga på et bestemt sted, en bestemt by; at den tilfældigvis bærer Stalins navn, er for os uden nogen som helst betydning. Ganske vist afskærer man der 30 millioner tons trafik, deraf næsten 9 millioner tons olietrafik. Der strømmer al hveden sammen fra Ukraine og Kubans vældige områder for at blive transporteret mod nord. Endvidere store mængder manganmalm. Der er en kæmpemæssig oplagsplads, og den vil vi have, og praktisk talt har vi den allerede, der kæmpes kun på nogle små pladser. Når vi ikke længere sætter større styrker ind der, er det fordi jeg ikke vil skabe et nyt Verdun. Vi sætter kun ganske små stødtropper ind, her spiller tiden ingen rolle, men der kommer intet skib op ad Volga, og det er det afgørende.(2)
–––Når man ikke kan finde på andet, siger man: Det er overhovedet en fejl, at tyskerne er gået til Kirkenes eller til Narvik, eller at de nu går til Stalingrad, det er en strategisk kapitalfejl. Nu, lad os vente og se. Vi mærker allerede nu, om det virkelig var så stor en fejl, at vi besatte Ukraine og tog de derværende manganlejer, at vi gik til Kubanområdet, verdens største kornkammer og tog de største olieraffinaderier, der bragte os omend indstillet produktion på 10 millioner tons og afskar transporten på 7-9 millioner tons over Volga.(3)
–––Efter at vi nu har overstået den sidste vinter, som man jo dengang ikke kunne vide, ville komme til at indeholde så frygtelige farer, ser jeg i dag ganske anderledes på fremtiden, dengang tyngedes dog nu og da mange, selv ledende og tænkende.
–––Én eller anden kan måske i år begå en eller anden fejl eller undladelse, men for vinteren er vi rustet, det kan jeg sige, selv om denne vinter skulle blive lige så vanskelig som den sidste, det, som ramte os sidste vinter vil ikke ramme os mere. Jeg kan kun sige, at det stød, der ikke kastede os omkuld sidste vinter, har kun gjort os stærkere. Ganske lige meget, hvor fronten(4)
fortsættes
32.
1) Adolf Hitler – Tale i Löwenbräukeller i München den 8. november 1942. – Der er dog én forskel: Tyskland på det tidspunkt var imperialt i teorien, mens det var helt splittet op i praksis. Den daværende Kejser var en mand, der manglede styrken til at modstå fjenden; i mig står de over for en modstander, der ikke engang tænker på ordet kapitulation! Da jeg var dreng, havde jeg allerede den vane – måske en dårlig vane på det tidspunkt, men måske alt i alt stadig en dyd – altid at ville have det sidste ord.
2) Adolf Hitler – Tale i Löwenbräukeller i München den 8. november 1942. – Jeg gør ikke altid tingene sådan, som andre gerne vil have mig til – ja, jeg prøver at regne ud, hvad de andre sandsynligvis tænker, og så gør jeg det modsatte. Og da Stalin forventede, at vi ville angribe i centrum – ønskede jeg ikke at angribe i centrum.
Ikke kun fordi Hr. Stalin måske var i den tro, men også fordi jeg faktisk var ligeglad. Jeg ville nå Volga og nå den på et bestemt sted i en bestemt by. Ved en tilfældighed bar byen Stalins navn. Men tro ikke, at jeg marcherede dertil af denne grund – den (Stalingrad) kunne have haft et hvilket som helst andet navn – jeg gjorde det, fordi det er et vigtigt sted.
Trafik på tredive millioner tons kan afskæres dér, hvoraf næsten ni millioner tons er olie. Al hvede fra de enorme områder i Ukraine og Kuban-regionen flyder sammen dér, så det kan transporteres nordpå.
Manganmalm bringes dertil; det er et gigantisk handelscentrum. Det centrum ønskede jeg at tage, og som De ved, er vi beskedne – vi hár taget det! Der er kun nogle enkelte små lommer tilbage. Nu siger de andre: “Jamen, hvorfor kæmper de så ikke hurtigere?” – Fordi jeg ikke vil have et anden Verdun. Jeg foretrækker at gøre det med meget små angrebgrupper. Tiden gør ingen forskel her.
Intet skib kommer mere op ad Volga. Dét er det afgørende!
3) Adolf Hitler – Tale i Löwenbräukeller i München den 8. november 1942. – Hvis det ikke kan være anderledes, så omgrupperer de selvfølgelig og siger, at det var en alvorlig fejl af tyskerne at begive os til Kirkenes, Narvik eller Stalingrad, nu som eksempel. De burde vente og se, om dette var en strategisk fejltagelse. Vi ser allerede mange tegn, der fortæller os, om det var en fejl, at vi besatte Ukraine, at vi besatte malmminerne i Krivoy Rog, at vi tog kontrol over manganmalmen. Var det virkelig en så stor fejl, at vi besatte Kuban-regionen, som måske er den største brødkurv i verden? Var det også en fejl, at vi ødelagde eller erobrede omkring fire femtedele eller fem sjettedele af alle raffinaderier, at vi tog kontrol over en produktion på ni til ti millioner tons olie eller stoppede den, eller at vi forhindrede yderligere transport af måske syv, otte eller ni millioner tons op ad Volga? Jeg ved ikke, var alt dette en fejltagelse?
4) Adolf Hitler – Tale i Löwenbräukeller i München den 8. november 1942. – Når alt kommer til alt så overlevede vi den sidste vinter, en vinter, der på det tidspunkt, hvor jeg talte til Dem her sidste år, endnu ikke havde afsløret sig i al sin forfærdelige farlighed. På det tidspunkt var mange mennesker tynget af mindet om Napoleons skæbne i 1812. Og nu var vinteren 1812 kun halvtreds procent så kold som vinteren, vi lagde bag os i det forløbne år. Vi er forberedt på en anden måde i år. Måske vil én eller anden soldat mangle noget i vinter. Men alt i alt er vi bevæbnet til denne vinter på en anden måde. Det kan jeg sige, om den så skulle vise sig at være lige så hård som den sidste.
Alt, hvad der skete for os sidste vinter, vil ikke ske for os denne gang.
Jeg har engang før sagt, at som en stor filosof engang sagde; en mand, der ikke bliver slået ud af et slag, bliver stærkere af slaget. Stormen, der ikke slog os ud sidste vinter, har kun gjort os stærkere.
Uanset hvor fronterne går, vil Tyskland altid parre og angribe, og jeg tvivler ikke et øjeblik på, at vore faner i sidste ende vil triumfere.
fortsat
så end er, vi vil altid parere og altid gå til angreb.
–––I dag taler fronten. Alt andet er kun ordkamp.(1)
–––––
31. januar 1943.
I denne alle tiders vældigste kamp kan vi ikke vente, at Forsynet skænker os sejren.(2)
–––––
25. februar 1943.
Fra Hitlers proklamation.
I kender alle de omstændigheder, hvorunder det er lykkedes fjenden ligesom i fjor ved hjælp af naturmagterne også under denne vinter at udslette en del af de resultater, der i sommerens løb var blevet opnået.(3)
–––––
22. marts 1943.
Fra Hitlers tale.
–––Den Almægtige, som ikke har frataget os sin velsignelse i alle prøvelser og har styrket den kraft, der bor i os, giver os derfor i fremtiden sin bistand til at opfylde det, som vi har at udføre.(4)
–––––––––
33.
1) Adolf Hitler – Tale i Löwennräukeller i München den 8. november 1942. – I dag, i sidste ende, har fronten ordet. Jeg vil kun tale ved sjældne lejligheder.
For frontens sprog er så kraftfuldt og unikt, at det i hvert fald forpligter hver eneste tysker. Den, der læser de daglige beretninger om vor Værnemagt og ikke nidkært bekender sin tro på sit Folk (Volk), når han igen og igen hører om disse utallige heroiske handlinger, kan ikke hjælpes af taler.
Jeg taler ikke for fjenden i udlandets skyld, alligevel. Hvis Roosevelt siger, at han ikke lytter til mine taler, så taler jeg ikke for Roosevelts skyld. Jeg taler til ham gennem det instrument, hvorigennem det alene er muligt at tale nu. Og dette instrument taler højt og tydeligt nok. Jeg taler kun ved sjældne lejligheder, enten til bevægelsen eller til mit eget tyske Folk (Volk).
2) Adolf Hitler – Proklamation på 10-årsdagen for Magtovertagelsen, den 30. januar 1943. – I denne alle tiders mægtigste kamp kan vi ikke forvente, at Forsynet forærer os sejren som en gave.
3) Adolf Hitler – Proklamation på 23-årsdagen for grundlæggelsen af N.S.D.A.P. (oplæst af Hermann Esser), Førerhovedkvarteret, Berlin den 24. februar 1943. – I er alle klar over de omstændigheder, som gjorde det muligt for fjenden i øst, svarende til naturens kræfter sidste vinter, i løbet af denne vinter at vende en del af de succeser, der blev sikret af vores soldaters heltemod om sommeren. Men De ved også, at den vej, vores parti har rejst, heller ikke har været nogen sikker eller behagelig vej til succes. I stedet led vi utallige vanskeligheder og tilbageslag, forårsaget af de samme fjender, mod hvem vi må kæmpe i dag – mod hele verden.
4) Adolf Hitler – Tale i Lichthof der Zeughaus (Våbenarsenalets Atrium) på Heltenes Mindedag, Berlin den 21. marts 1943. – Må den Almægtige, som ikke har nægtet os Sine velsignelser gennem disse prøvelser, og som derved har forstærket vores iboende styrke, også give os Sin hjælp til opfyldelsen af det, vi må gøre for vort Folk (Volk), som vi skylder det, indtil sejren.
Denne helsides karikatur viser Hitler i brun uniform på sart lyserød baggrund mens han holder tale stående på en lav skulpturfod, hvorpå står skrevet “A. Hitler”.
At dømme efter den vidt åbne mund og kropsposituren med de fægtende arme må der være tale om et særligt intenst sted i talen.
Ud af Hitlers mund kommer en hvid zik-zak linje, der går op over hovedet og ned langs ryggen mens den bliver tyndere, for til sidst at standse tæt på Hitlers bagdel. På linjen er ordet “Lynkrig” skrevet 3 gange, i svindende størrelse desto tættere på enden.
Leningrad
3. juli 1941.
Jernbaneforbindelsen til Leningrad ødelagt.
12. juni 1941.
Leningrad-Moskva banen afbrudt.
–––––––––––––––––––––––––––––––
–––i et energisk gennemført bombeangreb lykkedes det i går tyske bombeflyvere at afbryde den meget vigtige jernbaneforbindelse mellem Leningrad – der nu i officielle tyske meddelelser udelukkende omtales som Sankt Petersborg – og Moskva.
16. juli 1941.
Indkredsningen af Leningrad er nu næsten tilendebragt.
Leningrad truet.
–––den venstre flanke vender odden mod syd. Her trues Leningrad direkte, og herværende iagttagere udelukker ikke muligheden af at denne panserrod vil kunne fortsætte direkte mod Moskva, Ruslands hjerte.
4. august 1941.
Nyt tysk fremstød i denne uge.
–––––
Mod Leningrad
–––herværende velunderrettede militære kredse regner med, at der i løbet af den kommende uge antagelig vil blive sat et nyt energisk fremstød ind fra tysk side imod de sovjetrussiske forsvarsstyrker på Østfronten.
Militære iagttagere her lægger ikke skjul på muligheden af, at det tyske fremstød vil blive rettet mod Leningrad, og at denne by måske vil blive indtaget, selv om man ikke dermed regner med en total nedkæmpelse af den Røde Armés modstand.
37.
5. august 1941.
–––efter de meldinger, der i aften er indløbet fra Førerhovedkvarteret til ministerielle kredse i Berlin, er de ydre hovedforsvarsværker til Leningrad faldet, og byens erobring menes kun at være et spørgsmål om få døgn.
–––Marskal Voroshilov har ladet en del af garnisonen rykke ud for at lade den tage opstilling udenfor fæstningsværkerne.
–––man har fra tysk side forsikret, at de vigtigste afgørelser skulle være et afsluttet kapitel, inden vinteren for alvor kommer om en 8 ugers tid. Til de vigtigste afgørelser må naturligvis høre Moskva, denne by, som er en syntese af det store kommunistvælde. Først Leningrads fald, derefter flankeangreb mod Moskva, sådan bliver den logiske udvikling.
Kronstadts fald ventes.
–––sammen med Leningrad falder også Kronstadt, Sovjetunionens berømte flådestøttepunkt, hvorfra Matrosoprøret i sin tid bredte sig. Den russiske Østersøflåde har da kun valget mellem at overgive sig eller forsøge gennembrud til et svensk territorialfarvand og dér lade sig internere.
18. august 1941.
Leningrads indeslutning yderligere indsnævret.
–––Tegn på, at tyskerne nu ønsker at fremskynde erobringen af byen.
23. august 1941.
Fremstødet mod Leningrad.
Hele forsvarsområdet søges indkredset.
–––
–––Vore tropper avancerer nu gennem fæstningen Leningrads yderste forsvarsværker.
1. september 1941.
–––Det tyske kvælertag om Leningrad bliver stærkere og stærkere, og efter Wiborgs fald(1) er situationen for de indesluttede russiske hære blevet endnu mere håbløs, erklærer man i aften i ansvarlige tyske kredse. –
4. september 1941.
Tysk hovedangreb synes nu sat ind mod Leningrad.
38.
1)
8. september 1941.
–––tyske infanterister er på et enkelt sted trængt gennem det ydre forsvarsbælte omkring Leningrad, efter hvad der i dag meddeles fra Berlin. Det meddeles dog ikke, hvor det er sket.-
–––––
10. september 1941.
–––man anser det ikke her for usandsynligt, at tyskerne, før den første sne falder, vil kunne rykke ind i Leningrad.
–––––
11. september 1941.
–––Det er tydeligt, at man fra tysk side ikke venter, at Leningrad så snart vil falde, selv om ringen er sluttet fastere i de sidste uger. Man siger i Berlin, at det er et underordnet spørgsmål, hvornår byen erobres . . . . . .
–––––
12. september 1941.
Tidspunktet for Leningrads fald.
–––fra militær side meddeles:
Den britiske efterretningstjeneste forsøger atter og atter at tilskrive tyskerne ganske bestemte mål på Østfronten. Disse bestræbelser er så gamle og håbløse, at opfindere af sådanne meddelelser definitivt burde give op. Det vækker nemlig kun munterhed, når det f.eks. påduttes tyskerne, at de havde til hensigt at indtage Leningrad til et bestemt tidspunkt. Den tid, da Leningrad skal indtages, bestemmes af tyskerne og ingen andre i verden.
–––––
–––og så gik oktober, november, december 1941 og januar, februar, marts, april, maj 1942.
39.
17. juni 1942.
Storm ventes nu mod Leningrad
–––der ankommer uophørligt forstærkninger, og alle tegn tyder på, at en storm på Leningrad er umiddelbart forestående.
–––––
18. juni 1942.
Ingen storm ved Leningrad
18. juli 1942.
Tegn på forestående offensiv mod Leningrad
Den tyvende januar nittenhundrede og treogfyrre
–––De russiske meldinger om, at belejringskrigen omkring Leningrad er sprængt og Schlüsselburg(1) generobret betegnes som “aldeles urigtige”.
–––––
14. februar 1943.
–––Kampene kulminerer i voldsomhed i selve Leningrad-området. De i byen indesluttede russiske styrker fortsætter deres desperate udfaldsforsøg trods blodige tab. – Pludselig som altid er nye store mængder af russiske forstærkninger dukket op.
40.
1) Schlüsselburg er det tyske navn for den strategisk beliggende fæstningsby Sjlisselburg ved Nevaflodens udløb fra Ladoga-søen. Selve fæstningen ligger på en ø.
Kort før Sjlisselburg by blev besat af de tyske tropper den 8. september 1941, blev en garnison på 350 sovjetiske soldater sendt til byens fæstning på øen Orehovets. Garnisonen holdt fæstningen i 500 dage, hvilket forhindrede tyskerne i at lande der og afskære den sidste transitrute fra Leningrad. Tyskernes tunge artilleriild ødelagde alle bygninger inde i fæstningen og en del af de ydre tårne og mure, men trods mange forsøg blev den ikke erobret. Under “Operation Iskra” den 18. januar 1943 blev belejringen af fæstningen ophævet.
På rekordtid og under konstant tysk artilleriild blev der bygget en togbro over Neva, og den første togstamme med hårdt tiltrængt mad til Leningrad passerede Sjlisselburg allerede den 7. februar 1943, og i løbet af natten blev yderligere 20-25 tog sendt over broen.
10. oktober 1941.
Dr. Dietrich(1) meddelte, at felttoget mod øst blev afgjort med ødelæggelsen af Timoshenkos hærgruppe. Afgørelsen er i militær henseende afgørende faldet, udtalte han. Den militære afgørelse mod øst vil forløbe således som vi ønsker. Sovjetrusland er militært sat ud af spillet ved dette sidste mægtige slag vi har tilføjet ham. Den engelske drøm om tofrontskrigen er definitivt drømt til ende.
Måske vil de engelske propagandister nu forsøge at trøste sig med slagordet om en genopbygning af den sovjetrussiske hær eller med det kæmpemæssige sovjetrussiske rum og påny indhylle verdensoffentligheden i tåge. Sådanne forhåbninger er militær dilettantisme. Rigets modstandere kan i øvrigt være forvisset om, at Føreren ikke er den mand, der giver dem tid til at komme til hægterne igen.
De kan ikke, slutter Dr. Dietrich, bebrejde mig, at jeg nogensinde, når jeg stod overfor Dem, har givet Dem falske oplysninger. Også i dag garanterer jeg overfor Dem, mit gode navn som pant, at mine – det har jeg lov til at sige – denne gang sensationelle oplysninger er rigtige.-
41.
1) Jacob Otto Dietrich (1897-1952). Tysk SS-officer og inkarneret nazist. Det 3. Riges øverste pressechef og fortrolig med Adolf Hitler. (Kilde: Wikipedia)
25. november 1941.
Bemærkelsesværdigt er det, at general Haase(1) tillægger Stalins personlige overledelse en vis betydning. Han skriver, at Stalin efter at have forladt Kreml må regere fra et pansertog og således er ude af stand til at holde alle forsvarets tråde i sin hånd. General Haase udtrykker tvivl om, at Stalin under disse forhold vil være i stand til at holde de sultende og frysende masser i skak og er dermed inde på den samme tankegang, som man i stigende grad hører fremsat i indsigtsfulde og sædvanligvis velunderrettede kredse, at man fra tysk side regner med muligheden af en revolution mod sovjetregeringen i løbet af vinteren.
–––––
27. november 1941.
–––og på dette lands ubeskrivelige dårlige landeveje lykkedes det at slå verdens talmæssigt største, veludrustede hær fuldkommen sønder og sammen.
Efterverdenen vil til evig tid takke Føreren for, at det ved hjælp af de tyske og allierede tropper er lykkedes ham at knuse denne kolos.
I militær henseende er Englands sidste forbundsfælle på fastlandet dermed hørt op med at være en faktor af betydning. Tyskland og Italien med deres forbundsfæller er dermed blevet uangribelige i Europa. Vældige kræfter er blevet frigjorte. I økonomisk henseende er aksen(2) og dens venner nu afhængig af oversøiske lande. Europa er én gang for alle blevet blokadefast. Det europæiske Ruslands korn kan fuldtud dække krigens behov. Dets krigsindustri stilles i Tysklands og de allieredes tjeneste. Organisationen af dette vældige område er allerede i fuld gang, dermed er de to sidste og afgørende forudsætninger for Aksen og dens forbundsfællers endelige sejr tilvejebragt.
Manglen på uddannede soldater og materiel gør det umuligt for Sovjetunionen i fremtiden at udføre militære kraftanstrengelser.
(von Ribbentrop)
43.
1) Konrad Ludwig Benno Haase (1888–1963). Tysk general under Anden Verdenskrig. Deltog i forsvaret af Dieppe som divisionskommandør, tildelt jernkorset af 1. klasse. Ikke at forveksle med general Curt Haase.
2) I historieskrivningen bruges udtrykket ‘Aksen’ eller ‘Akse-magterne’ om de 3 fascistiske stater Tyskland, Italien og Japan, der kæmpede på samme side i Anden Verdenskrig. I citatet bruger von Ribbentrop dog udtrykket om begge sider i krigen, hvilket kan skabe forvirring.
Den første omtale af ‘Aksen’ henviser således til de antifascistiske kombattanter Storbritannien og Sovjetunionen (og senere USA), der normalt (inkl. Frankrig) omtales som ‘De allierede’.
27. juni 1941
Med hensyn til mandskabets kvalitet har en kendt militærskribent, major Mossdorf, fremsat den formodning, at russerne i efterårets slag endnu ikke havde sat deres elitemandskab ind i kampen men holdt det i beredskab til den ventede forårs- eller sommeroffensiv – til forsvar af Moskva eller Kaukasus.
31. august 1942.
Göring udtaler:
Sovjetunionen betragtes i det store og hele som likvideret – det er kun et spørgsmål om tid, hvornår den tyske krigsledelse vil skønne, at bolsjevikkerne er blevet trængt tilstrækkeligt “langt bort fra Europas salige enge” som Hitler en gang formulerede Ruslandskrigens mål, oprette en forsvarlig grænselås mod øst og erklære denne del af krigen for afsluttet.
19. november 1942.
–––når man betænker, at Sovjetunionens reserver allerede ved sommer- og efterårsoffensiverne og ved sidste års vinterkrig var blevet stærkt stækkede, kunne man i dag med rette hævde, at den i betænkelig grad nærmede sig det stadium, da de var udtømt.
(Goebbels)
31. januar 1943.
Rigsmarskal Göring:
Russerne har, gentog rigsmarskallen, hentet det sidste ud af sit potentiel for at falde over os. Jeg er dog af den overbevisning, at det drejer sig om det sidste opbud, der kunne presses ud af folket.
Rusland har gennem 15 år opbygget den vældigste rustning, et folk har præsteret.
44.
31. august 1942.
Göring udtaler:
Sovjetunionen betragtes i det store og hele som likvideret – det er kun et spørgsmål om tid, hvornår den tyske krigsledelse vil skønne, at bolsjevikkerne er blevet trængt tilstrækkeligt “langt bort fra Europas salige enge” som Hitler en gang formulerede Ruslandskrigens mål, oprette en forsvarlig grænselås mod øst og erklære denne del af krigen for afsluttet.(1)
1) Denne store karikatur viser 3 af de mest berygtede top nazister, Hitler, Göring og Goebbels, stående ved siden af hinanden, med Göring i midten. De er blå på skiden-gul baggrund og sejrssikkerheden lyser ud af dem. Hitler til venstre er iført skrårem og slips med hagekors mens den tykke Göring naturligvis optræder i fuld paradeuniform med stort jernkors foran og sildesalat på skuldrene. Den kun halvt så store Goebbels har til gengæld et noget lapset udtryk i sit civile antræk med sort svalehale og stribede benklæder. Hitler heiler selvsikkert med et smil om munden og Göring holder grinende en knippel over hovedet mens Goebbels i ansigtsprofil med kæmpenæse ser op på ham med højre arm hævet. Alle 3 nazister står med fødderne dækket til op over anklerne i en rød blodpøl, som ved nærmere eftersyn viser sig at have konturerne af en liggende sovjetisk soldat; symbolet på den slagne Røde Hær.
Historien i karikaturen har en fortsættelse som vi møder et par sider længere fremme…
27. marts 1943
–––Tyskland kan ikke, hvad produktionens omfang angår, måle sig med modstanderen. Sejren afhænger derfor af kvaliteten, og vi må efterlyse nye og revolutionerende idéer. Nye våben, nye metoder må udtænkes, bedst var det, om vi kunne skabe noget, der aldrig før er set.
(Dr. Leyders)(1)
13. marts 1943.
Fjendens potentiel vil engang være udtømt – vi ved desværre ikke nøjagtig hvornår.
19. februar 1943.
Goebbels skriver:
Det er forståeligt, at vi grundet på det bolsjevikiske styres storslåede camouflage ikke har vurderet Sovjetunionens krigspotentiel rigtigt. Først nu åbenbares det for os i hele sin vilde storhed.
1) Dr. Leyders. Det har været umuligt at finde nogen oplysninger overhovedet om denne person.
Goebbels skriver: Det er forståeligt, at vi grundet på det bolsjevikiske styres storslåede camouflage ikke har vurderet Sovjetunionens krigspotentiel rigtigt. Først nu åbenbares det for os i hele sin vilde storhed.(1)
1) I denne karikatur møder vi igen de 3 top nazister fra tidligere, Hitler, Göring og Goebbels, men nu er de ikke så kry længere.
Helt sorte står de ved siden af hinanden, stive af skræk med armene stift ned langs siderne og håret strittende lige op i luften. Vi ser dem bagfra på nederste halvdel af siden mens de kigger op på noget. Hitler er stadig i skrårem og ridebukser, men gør nu en lettere kalveknæet figur med fødder, der overrumplet vender tåspidserne indad. Den lettere hjulbenede Göring står med skuldrene trukket helt op om ørerne og hængerøv i paradeuniformen mens lille Goebbels ser ud til at have strammet ballerne så meget, at de helt er forsvundet.
Følger vi deres blikke ser vi på sidens øverste halvdel, over den korte tekst i midten, igen soldaten fra den Røde Hær, hvis blod de nød at vade i. Han ligger ikke længere ned, nej, nu tårner hans ranke røde kontur sig op solidt omgivet af 9 kraftige røde kanonløb med forskellig kaliber munding som alle peger fremad, klar til at fyre. På himlen ovenover er luftrummet tæt pakket med 49 røde kampfly og bombemaskiner i formation med retning mod de sorte fjender.
2. januar 1942.
–––forbløffende er russernes dristige anvendelse af de nyeste tekniske opfindelser. Da finnerne marcherede ind på Hangö(1), stiftede de for første gang bekendtskab med maskingeværer, som udløstes ved hjælp af to fotoceller. En lignende foreteelse var de såkaldte “grammofon-friskytter”: grammofoner, som holdt maskingeværer i gang, mens russerne forlod fæstningen.
–––––
51.
1) Hangö (finsk: Hanko) er en by og en kommune i Nyland Amt, Finland.
Efter nederlaget til Den Røde Hær i Vinterkrigen i 1940 blev Finland tvunget til at afstå Hangö til Sovjetunionen som flådebase i 30 år. Hele befolkningen i området blev derefter evakueret, og da Fortsættelseskrigen, som finnerne kalder det, hvor Finland kæmpede på Nazi-Tysklands side mod Sovjetunionen, brød ud i 1941, var der en række kampe på Hangöfronten, og natten til den 2. december 1941 forlod de sidste sovjetiske tropper Hangö. Under deres tilstedeværelse havde de sovjetiske styrker bygget en stor flyveplads, som i dag bruges af “Hangö Flying Club”.
Efter det finske nederlag i september 1944 med våbenhvilen i Moskva og den endelige fredsaftale fra 1947 fik Finland lov til at beholde Hangö, mens Sovjetunionen i stedet fik Porkala-området. (Kilde: Wikipedia)
3. januar 1942.
Militære tyske kredse fortrøstningsfulde da vinteren nu går på hæld.
–––––
4. januar 1942.
–––fra tysk militær side vil man heri se et tegn på svigtende overblik fra den russiske hærledelses side, ligesom trafikforholdene bag den russiske front menes at lægge betydelige vanskeligheder i vejen for de enkelte russiske arméers samarbejde og koordination.
Disse vanskeligheder bliver jo større jo længere det lykkes russerne at trænge frem–––
–––––
17. januar 1942.
Russiske soldater har ikke uniformer
–––talrige bolsjevikker, der ca. 14 dage før dette angreb var blevet tildelt regimentet, havde ikke fået udleveret uniformer, de måtte gå til angreb i civil påklædning.
–––––
7. februar 1942.
Kampe i meterhøj sne og hylende snestorm.
| –––Tyske troppers modangreb i egnen nordvest for Kursk blev, trods en iskold snestorm, gennemført med held. Hvad det betyder at vade gennem meterhøj sne i hylende snestorm og kæmpe med en vintervant, hårdnakket fjende, kan kun dén bedømme, der selv har været med dertil. At betjene geværet eller maskinpistolen med froststive hænder eller ligge ved maskingeværet og derefter gå frem, nedkæmpe fjenden, at tage fanger og bytte er næsten umenneskelige præstationer, som kun tyske tropper i længden er i stand til. Bolsjevikkerne havde næret store forhåbninger til den strenge russiske vinter. | Forgæves. – Nu begynder de selv at lide under den usædvanlig hårde vinter. Nu må den bolsjevikiske befolkning på Stalins befaling aflevere sine uldsager. Hvad der i Tyskland var genstand for en spontan og storstilet indsamling, bliver dér til en rovaktion, som af Tjekaen(1) gennemføres med magt. Meget resultatrigt har også det tyske forsvar været. Trods meterhøje snedriver og indtil 36 graders kulde er det lykkedes tyske afdelinger på et forholdsvis ringe område at tilføje bolsjevikkerne tab, som har været ualmindelig blodige. |
–––––
52.
1) Tjeka – ordet kommer af forbogstaverne fra “den al-russiske ekstraordinære kommission til bekæmpelse af kontrarevolution og sabotage” (ЧК – чрезвычайная комиссия), der var i funktion mellem 1917 og 1922.
8. februar 1942.
–––Denne artikel fremhæver i øvrigt de sibiriske divisioners fremragende soldatermæssige kvalifikationer og erklærer, at Sovjetunionen på dette punkt ikke har sat noget af det gamle Ruslands traditioner over styr.
–––––
17. februar 1942.
–––fra tysk militær side udtaler man i dag at kampen på Østfronten har taget en sådan udvikling, at man ikke længere kan vente større angreb af sovjetstyrker.
–––Endelig fremhæver man, at der er gået mere slid på de russiske menneskemasser og materiel end af den tyske, hvad der giver sig af de utrættelige russiske angreb, som er udført med et uhyre tab.
–––––
26. februar 1942.
–––man må affinde sig med, at heller ikke forårsarbejdet i de besatte områder kan bringe noget vendepunkt i Europas forsyning med levnedsmidler. Dette vil heller ikke være muligt som følge af transportforholdene. Men det vil lykkes at skabe forudsætninger for, at tilrettelæggelsen af høsten 1943 ved vidtskuende forholdsregler vil kunne gå fra hånden under så gunstige betingelser som vel muligt.
Der gøres opmærksom på, at der kun står få arbejdskræfter til rådighed for opbygningen af landbruget i de erobrede østområder. Det drejer sig imidlertid om eksperter, der arbejder snævert sammen med befolkningen.
–––––
1. marts 1942.
En sovjet tank med 15 mands besætning.(1)
–––––
De tyske tropper har under kampene i det baltiske område mødt en ny russisk pansertype, en kæmpetank, hvis størrelse anslås til 80-90 tons, og hvis besætning omfatter op til 15 mand.
–––––
53.
1) En sådan kæmpetank på 80-90 tons fandtes ikke. I hvertfald ikke så vidt, vi har kunnet finde ud af. Så det er noget af et mysterium, hvordan tyskerne har mødt dem, og det inviterer selvfølgelig til læserens egen fortolkning.
Den tungeste tank vi har kunnet finde og som måske kunne passe med tyskernes beskrivelse er Т-35А fra 1938 med en vægt på 42 tons og et mandskap på 9-11 tankister. Men! Der blev kun bygget i alt 63 sådanne tanks!
I 1942 havde den tungeste tank en vægt på 42 tons og et mandskab på 5-6 tankister.
Så, hvad mon der er sket for tyskerne i Baltikum i mødet med ‘det sovjetiske tank-monster’? Vi gætter på rædsel, hvilket fik os til at tænke på det russiske ordsprog “frygt har store øjne.” (“У страха глаза велики”)
Følgende side oplister flere tunge tanks som Sovjetunionen disponerede over frem til 1945.
20. marts 1942.
De erobrede østområders værdi nu og i fremtiden.
–––––––
Endelig henviser man fra tysk officiel side til de erobrede områder i Østeuropa. Man advarer, som det vil erindres, for en lille måneds tid siden mod at stille for store forventninger til Ukraine som kornkammer, idet landbrugsministeriets pressetjeneste henviste til, at man ikke kunne regne med, at disse områder foreløbig for det første år ville kunne bringe nogen som helst aflastning af den tyske levnedsmiddelsituation. Under de forhåndenværende omstændigheder har man dog ment, at det er af værdi at henvise til, at Tyskland stadig rummer et forsyningspotentiel.
–––––––
21. marts 1942.
–––Den russiske vinter bliver koldere og koldere. I dag nøjes den tyske presse ikke med Hitlers erklæring om, at vinteren i Rusland er den koldeste i 140 år, men citerer meteorologer, som mener, at dette er “den hårdeste som menneskeheden har oplevet i den historiske tid”, dvs. den absolutte rekord med hensyn til vintre.
–––––––
2. april 1942.
–––Om forårsoffensiven udtales det i dag, at det ikke bliver en deloffensiv, men en totaloffensiv på hele fronten af en kraft, som russerne tidligere aldrig har oplevet. Hvornår denne offensiv påbegyndes, ved endnu ingen med bestemthed, men “den russiske hær skal fuldstændig knuses”.
–––––––
28. april 1942.
–––Det er vanskeligt at danne sig nogen mening om, i hvor stor udstrækning det er lykkedes russerne siden krigens begyndelse at flytte deres krigsindustri østpå. Den forholdsvis store mængde helt moderne krigsmateriel kunne tyde på, at det ville være urigtigt at tro, at alt for store dele af den russiske krigsindustri skulle være ødelagt. Den væsentligste brist for den russiske hær, i hvert fald på de nordlige fronter, synes at være manglen på benzin. Her spiller sikkert de vanskelige transportforhold fra Kaukasus til Hvidehavet en aførende rolle.
––––––
54.
27. maj 1942.
–––der er, efter hvad der udtales i Berlin, endnu ingen tegn på, at de indesluttede russiske tropper har opgivet håbet om at slå sig ud af inderkredsen og er blevet grebet af panik. Det er understreget tværtimod, at russerne kæmper overordentlig dygtigt og sejt, og fra militær side erklærer man, at de russiske soldater yder den hårdeste modstand, tyskerne endnu har mødt, og kæmper bedre end både franskmændene og englænderne.
––––––
2. juni 1942.
Ukraine intet slaraffenland(1)
–––Under overskriften “Ukraine, et vidunderland?” fortæller landbrugsministeriets levnedsmiddeldepartement “Nachtausgabe”s(2) læserne, at Ukraine langt fra er noget Slaraffenland, således som nogle tyskere vist har været tilbøjelige til at forestille sig som følge af de propagandistiske slagord “i Europas kornkammer”, der blev knyttet til Ukraine under forrige års militære operationer. Kendsgerningen er, hedder det i artiklen, at de tyske landbrugsarealer pr. arealenhed hidtil har givet præcis dobbelt så stort udbytte som de ukrainske.
––––––
12. juni 1942.
–––de naturlige klippespalter og bjerghuler indenfor byområdet(3) er blevet hele den indesluttede befolknings opholdssteder. Hele byen er praktisk talt flyttet ned under jorden. Her er truffet omfattende foranstaltninger for at gøre tilværelsen så bekvem som mulig. Her er sovesale, hospitaler, læsestuer, restauranter, ja, endog biografer. At der er indlagt vand, gas og elektricitet nævnes kun for fuldstændighedens skyld.
––––––
14. juni 1942.
–––Der kan endnu stilles millionhære på benene i Sovjetunionen, erkender man fra tysk militær side, men vil de have udrustning nok? Vil de have tanks, flyvemaskiner, flammekastere, luftværnsartilleri, panserkanoner, maskingeværer i det omfang, som må til for at bekæmpe en fjende, som gennem en række sejrrige felttog har erhvervet et mesterskab i anvendelsen af netop disse våben? Ville de, dersom de skulle få stillet sådanne våben til rådighed, være tilstrækkeligt uddannede til at gøre effektiv brug af dem?
––––––
55.
1) Udtrykket har tysk oprindelse; “Schlaraffenland”. Kommer af ‘sluraff” – doven person, ‘affe’ – abe, og ‘land’ – land.
“Slaraffenland er et paradislignende fabelland eller lykkeland hvor mennesker lever i behagelig lediggang og får alt de vil have, uden at arbejde for det.” (Kilde: Wikipedia)
2) “Berliner Illustrierte Zeitung”. Avisen blev udgivet af Scherl Verlag og udkom to gange dagligt. Sidste nummer udkom 18. februar 1945.
Indholdet var nationalsocialistiske (nazistiske) mærkesager og bekymringer. Under Anden Verdenskrig bragte avisen omfattende rapportering om krigens begivenheder.
Fra 19. februar 1945 udkom “Berliner Illustrierte Nachtausgabe” (Berlin Illustreret natudgave) sammen med den nationalsocialistiske (nazistiske) avis “Der Angriff” (Angrebet), som blev udgivet frem til 24. april 1945 under slaget om Berlin. (Kilde: Wikipedia)
3) Den omtalte by er efter alt at dømme Sevastopol, den vigtigste by på Krim-halvøen. Det indsatte foto viser åbninger ind til hulerne. Bjergformationen ligger ved bygrænsen; den og andre tilsvarende blev brugt af lokalbefolkningen til at søge ly for bombardementer og artilleribeskydning under den tyske belejring. (Foto: Stanislav, 2010.)
Kampene om Sevastopol var ekstremt voldsomme og byen var under tysk belejring fra den 30. oktober 1941 og helt frem til den 4. juli 1942, hvor den blev besat.
Den Røde Hær befriede Sevastopol den 9. maj 1944 og en time efter midnat den 10. maj saluterede Moskva Sevastopol’s befriere med 24 salver fra 342 kanoner.
Ved befrielsen var kun 3.000 indbyggere tilbage af de i alt 109.000 Sevastopol havde haft ved krigsudbruddet og kun 6% af boligmassen havde overlevet. (Kilde: RIA)
22. juni 1942.
–––Der synes ingen tvivl om, at det er lykkedes russerne at evakuere ikke alene industriarbejderne, men en stor del af industrien i Ukraine til Volga- eller Uralområdet. Fra kompetent tysk side har man tidligere nævnt, at 10 millioner industriarbejdere, hver så at sige med en maskindel i lommen, er blevet flyttet over bag den russiske front. Dette tal er senere blevet anfægtet fra tysk side, men tyske korrespondenter, der skildrer livet og arbejdet i de erobrede russiske områder, fremhæver netop, at hele Ukraine synes befolket udelukkende af kvinder.
–––––
7. juli 1942.
Ny russisk by er vokset op i øst.
–––––
Aviograd(1), flyvemaskinernes by.
–––––
–––det meddeltes i aftes, at en ny by, som allerede kan betegnes som en af Sovjetunionens største, er vokset op i den østlige del af Rusland under krigen. Byen hedder Aviograd – flyvemaskinernes by – og den er vokset op om den sovjetrussiske Aeroplan.
–––––
14. august 1942.
Næste tyske fremstød går i retning mod Astrakan(2).
Tropperne ventes ikke at ville møde større modstand på den vældige Kalmykiske Steppe.
–––––
14. juli 1942.
–––Optimismen på tysk side med hensyn til de fortsatte operationer er påfaldende stor. I militære kredse tales der således allerede om en forestående katastrofe for Timoshenko. Hans tropper skal befinde sig i en kaotisk situation. De fjendtlige styrker bliver gang på gang oprevet og omringet og deres tilbagetogslinjer spærres undertiden helt ved hurtige tyske manøvrer.
–––––
13. august 1942
Tysk særmelding om tilintetgørelse af to russiske arméer.
–––––
13. august 1942.
–––på den anden side, udtaler man fra tysk militær side, at den russiske modstand såvel som kvaliteten af det russiske materiel ikke på nogen måde synes at være taget af i slagkraft.
–––––
56.
1) “Aviograd” er det tyske kaldenavn for byen Novosibirsk. Den korrekte russiske stavning ville have været “Aviagrad”. Her er, hvad “Biblioteket for Sibirisk Lokalviden” har at sige om sagen: “Det er ikke overraskende, at flyfabrikker, designbureauer, en filial af Det Centrale Luftfartsinstitut og den hurtige dannelse af et nyt forsvarscenter som helhed tiltrak sig den tyske efterretningstjenestes opmærksomhed. Begrebet “Aviаgrad” dukkede op i Abwehrs dokumenter, og med det mente fascisterne Novosibirsk..”
2) Astrahan (Астрахань) blev skrevet som Astrakan i den danske presse. Muligvis på grund af det overflødige ‘k’ i ‘kh’ notationen af den russiske ‘h’-lyd (repræsenteret ved bogstav ‘х’). Avisens redaktør udelod det faktiske “h”, sandsynligvis i den tro, at det var stumt.
22. juli 1942.
Timoshenko samler alle reserver foran Rostov, Kaukasus og Stalingrad.
25. august 1942.
Den afgørende kamp om Stalingrad er begyndt, udtaler man i aften fra tysk militær side, idet man henviser til den tyske hærberetnings meddelelser om, at tyske infanterister og hurtige tropper er sat over Don og er trængt igennem stærke russiske befæstningsværker på flodens venstre bred.
6. september 1942.
–––Stalingrad vil trods alt falde, man mener, at dette ikke kan vare længe, det er et spørgsmål om nogle dage.
10. september 1942.
om kampene ved Stalingrad har man i dag den mening, at byens skæbne fuldføres langsomt men sikkert.
15. september 1942.
Fra militær side i Berlin erklærer man i dag, at Stalingrads skæbne er beseglet.
16. september 1942.
–––det erklæres fra tysk militær side, at værnemagtens overkommando kun meddeler kendsgerninger og aldrig fremkommer med forudsigelser. En forudsigelse vedrørende Stalingrads fald er derfor aldrig blevet fremsat.
17. september 1942.
Slutkampen om Stalingrad
Hærberetning om den sejrrige
storm.
–––––
–––den sejrrige storm ved Stalingrad ved de tyske tropper, der på fremragende måde støttes af styrker af luftvåbnet, vinder yderligere terræn. –
57.
30. september 1942.
Stalingrads fald nært forestående
–––i sædvanligvis velundrettede tyske kredse udtaler man tirsdag eftermiddag på grundlag af overkommandoens sidste rapport fra Stalingrad, at man nu definitivt regner med Volgastadens forestående fald.
19. oktober 1942.
Kamp om russernes sidste stilling i Stalingrads jern- og stålværker “Den Røde Oktober”.
25. november 1942.
–––det indrømmes dog, at offensiven ved Stalingrad føres med stærke kræfter, og at afværgekampene er hårde.
18. november 1942.
Slaget om Stalingrad
betragtes som afsluttet –
efter Hitlers udtalelser.
10. december 1942.
–––den russiske aktivitet er kraftigst i afsnittet nord for Stalingrad, hvor russerne angriber syv forskellige steder, men stadig afvises. Det er i og for sig ulogisk, at russerne standser angreb mod Stalingrad syd for byen og fortsætter mod nord, men, udtaler man i militære kredse, det ser ud som om den russiske storoffensiv i det hele taget har tabt vejret.
4. februar 1943.
–––Førerhovedkvarteret meddeler:
Kampen om Stalingrad er endt
58.
7. september 1942.
Rosenberg(1) om utilfredshed i de besatte lande.
Kun Tyskland og dets direkte forbundsfæller har ret til at stille fordringer.
–––––––
|
–––Alfred Rosenberg offentliggør i dag i “Völkischer Beobachter” en længere artikel, hvori han i skarpe ord vender sig mod de utilfredse kredse i de besatte lande, som drister sig til at stille fordringer til Tyskland. Minister Rosenberg hævder, at disse kredse stundom opfører sig, “som om det ikke var dem, der erklærede os krig, men os, der havde overfaldet dem”, og han indskærper meget stærkt, at ingen andre end Tyskland og dets direkte forbundsfæller har nogen som helst ret til at stille fordringer.
–––Ministeren skriver, at der er folk i de besatte lande, som er utilfredse med, at de ikke kan opretholde deres levestandard fra 1930, og derfor villigt låner øre til udenlandske propagandaudsendelser. Ud fra sine erfaringer i de besatte østområder, der tidligere har været under russisk herredømme, udtaler ministeren, at han næsten kunne ønske disse utilfredse at komme under bolsjevikisk herredømme i nogen tid; så ville de, mener han, betragte de krav, som Tyskland må stille til dem, som |
“en frelsende mulighed og ikke som en udfordring, som de kan kritisere”. I jo højere grad alle Europas folk villigt hjælper Tyskland og dets forbundsfæller, jo hurtigere vil krigen kunne føres til ende; de, der tror, at de kan indrette sig, som om der slet ikke er sket noget “og lægger misstemning” for dagen, når der nu også af dem kræves et almindeligt dybere offer i deres livsførelse, “de, der vægrer sig ved at gøre den skyld god igen, som de regeringer, de engang selv valgte, har pådraget sig”, deres optræden vil grave sig dybt ind i det tyske folks erindringer. Det er på høje tid, slutter ministeren, at alle ansvarlige i de besatte områder får øjnene op for hele skæbneproblemet. “Denne hårde Skæbne lyder således: – at fordre tilkommer kun tyskerne og deres forbundsfæller, fordi de med hele deres eksistens som indsats fører kampen for Europas frelse”. At hjælpe til af alle kræfter påhviler alle dem, som på en eller anden måde er kommet ind i den store kamps område.” |
–––––
59.
1) Alfred Rosenberg (1893 – 1946). Topnazist og partiets førende race-ideolog, inkarneret antikommunist og antisemit. Født i Estland, dødsdømt og henrettet i Nürnberg for bl.a. forbrydelser mod menneskeheden. Øvede i de tidlige år afgørende indflydelse på udviklingen af Hitlers tankegang og hans visioner om sin egen betydning. Bestred magtfulde politiske poster i parti og stat, var aktiv i Thuleselskabet, udgav antisemitisk litteratur og var indehaver af den nazistiske “Blodorden”.
Af Hitler kaldt “Nationalsocialismens kirkefader”. (Kilde: Wikipedia)
19. september 1942.
Tysk offensivs mål
–––––
–––den tyske sommeroffensivs mål blev i dag sammenfattet på følgende måde: Hensigten var at erobre hele Don-området, den såkaldte sorte jord, og dermed resten af Ukraine. Videre ville man fratage russerne råvareforsyningerne i områderne mellem Kharkov og Stalingrad samt syd for Don, således at de bolsjevikiske rustninger derved kunne tilføjes et føleligt slag. Sluttelig ville man afskære Kaukasusområdet fra den øvrige del af Sovjetområdet, dette især med tanken på olien. Med Stalingrads fald anses den sidstnævnte opgave for i det væsentligste at være løst.
–––––
21. september 1942
–––Man ved ikke, i hvor høj grad det allerede i fredstid lykkedes russerne at gennemføre den anden femårsplans fremsynede flytning af sværindustrien fra vest til øst; man ved ikke hvilke lagre af råstoffer og levnedsmidler Sovjetunionen råder over; man ved ikke, i hvilket omfang planerne om at gøre Kazakhstan bag Uralkæden til et nyt Ukraine er blevet realiseret, dels inden krigen, dels siden Ukraines erobring; man ved ikke, om det er lykkedes at udbygge et trafiknet øst for Volga, hvilken kapacitet trafikken øst og nord for det Kaspiske Hav og i Sibirien er drevet frem til, eller hvor rige malmlejerne i Ural er.
22. september 1942.
–––I anledning af nogle fra britisk side udsendte meddelelser, som kunne give det udseende af, at der ligesom var ved at indtræffe et vendepunkt i slaget til gunst for russerne, udtaler man fra tysk militær side, at skulle der i øjeblikket tales om noget vendepunkt, så er det i hvert fald et vendepunkt til gunst for tyskerne.
–––––
2. oktober 1942.
Bladene i dag beherskes helt og holdent af Folkemødet og Hitlers tale(1); vi citerer følgende helsides overskrifter: “Ingen kan slide sejren fra os”. “Føreren: Sejren er vor, sejrens pris er den virkelige Folkestat”. “Dette års mål mod øst: Modstanderen skal afskæres fra hvede, kul, olie, Volgatrafik”. “Frem til en gloriøs sejr”. “Føreren: Ingen borgerlig stat overlever denne krig”.
–––––
60.
1) Citaterne er fra: Adolf Hitler – Tale i Sportspalast (Sportspalads) i Berlin den 30. september 1942.
Dele af talen er gengivet i notene på sidene 30 og 31.
2. oktober 1942.
–––på tysk side har man i over ét år været klar over, at Sovjetunionens modstandsvilje ikke lod sig lamme gennem en række af de hårdeste nederlag, men at den fører krigen videre, så længe den er i besiddelse af soldater og materiel. Det har derimod vakt forbavselse, at Sovjetunionen efter tabet af de vigtigste rustningscentre stadig var i stand til at fremstille flyvemaskiner, panservogne og våben i en sådan mængde, at den russiske indsats af materiel på sine steder overgik, hvad man hidtil havde set.
–––––
2. oktober 1942.
I Berlin har man i dag interesseret sig livligt for én meddelelse, i følge hvilken 100 engelske og amerikanske kampvogne skal være blevet sat ind mod tyskerne i den nordlige del af Stalingrad ved de aflastningsangreb, som russerne foretager. De tyske meddelelser erklærer, at 65 af disse tanks blev ødelagt i nærkamp og 35 på længere afstand. – Disse meddelelser, som vidner om den allierede hjælp til Rusland, tydes i Berlin som et bevis ikke alene på det tyske våbens overlegenhed, men også på den russiske mangel på materiel.
–––––
20. oktober 1942.
Udleveringer af vinterrustninger til de tyske tropper, der har været i gang siden midten af september, er nu i alt væsentligt afsluttet, så de tyske hære på Østfronten denne gang er sikret mod alle overraskelser.
–––––
15. november 1942.
Meget ændret siden i fjor
–––Fra militær side udtaler man den anskuelse, at vinteren snart vil bringe operationerne til ophør, og man opstiller en interessant sammenligning med situationen i fjor ved denne tid, da vinteren afbrød kamphandlingerne. Den gang blev den tyske overkommando overrasket af en usædvanlig hård vinter, der tidligere end ventet satte ind, mens de tyske angrebsbevægelser stadig var i fuld udvikling på næsten alle frontafsnit. Da russerne samtidig satte deres vinteroffensiv ind, bragtes de tyske hære i en alvorlig situation.
–––––
61.
25. november 1942.
–––ved en uhyre koncentration af mennesker og materiel er det lykkedes russerne på nogle få steder at bryde igennem de tyske forsvarslinjer, og deres tanks kører delvis rundt endnu bag linjerne. Man fremhæver imidlertid, at det til enhver tid vil være muligt for en fjende, som sætter så store kræfter ind på det, at bryde gennem en nok så stærk forsvarslinje.
–––––
25. november 1942.
–––dette angreb, hvis mål er at gennembryde den tyske adværgefront og afskære de to hovedjernbanelinjer, som vestfra og henholdsvis fra Kalatsj og Abganеrovo fører ind til Stalingrad(1), og herefter om muligt indeslutte de tyske styrker, som i Stalingrad-zonen holder deres “kvælertag om Volgaforbindelsen”, føres frem af i alt 3 russiske arméer. Angrebsstyrkerne, oplyser Moskva Radio, bliver opstillet om natten under dækning af fjernartilleriild. Efter operationerne i modstanderens minefelter fulgte indbruddet, og nu har kampene i overvejende grad karakter af pansersammenstød.
–––––
29. november 1942.
–––overhovedet lægger man fra tysk side ikke skjul på, at man regner med en voldsom og forbitret russisk kampvirksomhed i vinterens løb. Østfronten vil, således skriver SS tidsskriftet “Das Schwarze Korps”(2), sikkert i de kommende måneder blive skueplads for meget hårde kampe, og fra militær side påpeges det atter, at russerne jo har vist sig at disponere over forfærdende mængder af krigsmateriel.
–––––
7. december 1942.
–––”Essener Nationalzeitung”(3) skildrer i dag de tyske troppers liv under den frygtelige kulde på Moskvafronten. Soldaterne graver dybe huller i den frosthårde jord, fører panservognene hen over hullerne som en slags tag og tænder så små bål nede i jordhullerne, motorvognene er veludrustede med snekæder, kølerhætter, varmeplader og kølervæske mod frost, men chaufførerne må dog flere gange i nattens løb op af hullerne og starte motorerne, for at de kan være varme til morgenens operationer. På den måde, skriver korrespondenten, har man stadig kunnet føre angrebene videre.
Korrespondancen er naturligvis nogle dage gammel, og på det tidspunkt, da den blev skrevet, frøs det “kun” 25 grader. Nu synes det, som om de sidste 10 graders frost i hvert fald en overgang har vist sig stærkere end chaufførernes opfindsomhed.
–––––
62.
1)
2) Das Schwarze Korps (Det Sorte Korps) var den officielle ugeavis for SS (“Schutstaffel”), Hitlers beskyttelsesstab ledet af Heinrich Himmler.
Første udgave udkom i 1935 og bladet var en gratis-avis. Den redaktionelle linje var fjendtlig over for adskillige grupperinger, med hyppige artikler, der fordømte blandt andet den katolske kirke, jøder, kommunisme og frimureri.
Bladet blev udgivet i tæt samarbejde med Sikkerhedstjenesten SD (“Sicherheitsdienst”), som havde betydelig redaktionel kontrol. I 1944 var oplaget nået op på 750.000 eksemplarer.
“Das Schwarze Korps” opnåede nogen udbredelse uden for Tyskland. (Kilde: Wikipedia)
3)
3. december 1942.
–––Situationen som helhed synes ikke væsentligt forandret siden i går. Man erklærer i Berlin, at offensiverne omkring og i Stalingrad samt i den store Don-bue er bragt til stilstand, og at initiativet i stigende grad er ved at gå over i tyske hænder.
–––––
5. december 1942.
–––selv ved Stalingrad taler den tyske hærberetning i de sidste dage ikke mere om angrebsforetagender, men om “afværge af russiske modangreb og fremstød”.
–––––
6. december 1942.
I følge den tyske opfattelse vil russerne ikke nå frem til Rostov. I de tidligere offensiver er det kun lykkedes russerne at trænge højst 80 km. frem på en bredde af 60 km.
–––––
9. december 1942.
Tysk tavshedstaktik før forholdsregler mod de russiske offensiver.
–––––
11. december 1942.
–––hvordan bærer Sovjetunionens krigsledelse sig ad med at stampe så meget materiel på benene på et tidspunkt, da f.eks. Stalingrad, som man tidligere almindeligvis anså for at være et centrum for tankindustrien, i over 1/3 år har været sat ud af funktion?
–––––
21. december 1942.
–––man fremhæver i øvrigt, at den russiske vinter har medført besværligheder i forbindelse med de tyske troppers indkvartering i Rusland. Disse vanskeligheder overstiger de problemer, man har måttet løse i de besatte områder i Vesteuropa og på Balkan, da russerne jo i størst muligt omfang har raseret de egne, tyskerne har erobret.
–––––
63.
4. januar 1943.
–––i en tysk skildring fra den russiske front erklæres det bl.a. at tyskerne ganske vist ikke har den samme indstilling eller samme metoder som russerne, men at bolsjevikiske militærledere er dygtige til stadig at indføre nye taktiske fremgangsmåder, til instinktivt at tilpasse sig efter nye situationer, til ganske vist uden regler, men dog særdeles virkningsfuldt, at udnytte tilfældigheder af betydning.
Deres kampvogne har meterbrede transportbånd nu i vinter og et forbandet bredt “bryst” siger den tyske forfatter. De har gode skiløbere til lange distancer og deres specialitet er det overalt, også gennem den dybeste sne, “at slæbe granatkastere med sig”. Deres flyvere med den røde stjerne flyver i kurver og suser omkring som djævle, og når de til sidst bliver skudt i brand, kaster de sig med deres sidste kraft ned på den tyske tilførselsvej.
17. januar 1943.
–––den tyske ledelse besluttede at slå ind på den strategi så vidt muligt at efterlade store garnisoner i pindsvinestillinger og således muliggøre tyske modangreb i fjendens flanke og ryg eller mod hans forbindelseslinjer, og de vil til foråret kunne blive betydelige udgangsbaser for nye tyske operationer.
25. januar 1943.
Enhver tendens til at undervurdere russerne er nu helt forsvundet fra den tyske presse – det anerkendes at krigen nu føres mellem tilnærmelsesvis lige stærke magter.
29. januar 1943.
–––efter tilbagetrækningen fra selve Voronesj synes tyskerne således i følge de militære oplysninger at fortsætte deres tilbagetrækning med det formål at nå en såkaldt “forkortet linje”, som åbenbart er forberedt bag tropperne.
6. februar 1943.
Den gamle vinterlinje og dens fordele.
–––––
I Voronesj-afsnittet har russerne på ny udvidet fronten i nordlig retning. Dermed nærmer fronten sig de lokaliteter, som man endnu husker fra sidste års vinterkrig og den daværende tyske “vinterlinje”, som de tyske hære faldt tilbage til, da kulden brød angrebet på Moskva.
Vest for Voronesj er det lykkedes russerne at trænge ind i de tyske rækker, oplyser man videre fra militær side i Berlin, men tyskerne er stadig herre over situationen, så meget mere som de har en forbundsfælle i den meterhøje sne.
64.
13. februar 1943.
–––og at russerne disponerer over 4-5 millioner mand på Sydfronten, som alle har de naturlige medfødte forudsætninger for at føre vinterkrig.
15. februar 1943.
–––det meddeles fra tysk side, at Rostov og Vorosjilovgrad er blevet rømmet af de tyske tropper. Rømningen siges at være foregået indenfor rammerne af den store afkortning af Østfrontens sydlige afsnit, som siden Stalingrads fald har været under udvikling.
16. februar 1943.
–––dels er der også sat helt nye styrker ind, som ikke tidligere har været i ildlinjen, deres udrustning er fremdeles upåklagelig, og de tanks, som i de sidste dage i stadig uformindsket antal er rullet frem mod de tyske stillinger, er flunkende nye, frisk leveret fra de russiske våbensmedier, hvis kapacitet synes ganske overraskende.
17. februar 1943.
–––fra tysk side hævdes det her, at tyskerne udnytter det russiske rums størrelse som et våben mod russerne. Hidtil har man jo betegnet “General Rum” som Ruslands forbundsfælle. Men det er slet ikke tilfældet, siger man nu fra tysk side.
24. februar 1943.
Tyskland opgør de russiske tab til 18,2 millioner mand.
25. februar 1943.
–––Hvad der er sket er, siger man, at den tyske modstand som følge af den stadig fortsatte “frontforkortning” er blevet mere koncentreret og derfor stærkere og kan opvise flere positive resultater. De planmæssige bevægelser i vestlig retning i Donetsbækkenet fortsætter.
65.
20. februar 1943.
–––Men man gør i øvrigt i denne forbindelse opmærksom på, at det ikke er sikkert, at den forestående arbejdsmobilisering nødvendigvis vil medføre en fornyet indvandring til Tyskland af udenlandsk arbejdskraft. Tværtimod synes der nu at være en stigende tendens til at beskæftige så mange udenlandske arbejdere som muligt med udførelsen af rustningsordrer, som tildeles fabrikker og virksomheder i deres egne respektive lande.
26. februar 1943.
Fra tysk militær side betegner man de offensive fremstød, som russerne i det sidste døgn har sat ind på alle afsnit af Østfronten, som Sovjetunionens absolut yderste kraftanstrengelse for at søge at fremtvinge en afgørelse i vinter.
–––Sådanne tab, udtaler man her i aften fra tysk militær side, kan en nation overhovedet ikke bære. Der er derfor al mulig grund til at tro, at Sovjetunionen militært set må være udmattelsen nær, og det er de sidste kraftanstrengelser, man i disse dage oplever på Østfronten.
6. april 1943.
Mudder-perioden forbi –
offensiven kan begynde
20. april 1943.
–––I bladet “Das Schwarze Korps”(1) gøres nogle betragtninger over den defensive strategi og man mener, at folk i almindelighed er tilbøjelige til at tro, at initiativet må ligge hos angriberen. Denne tilsyneladende forståelige opfattelse fører, i følge bladet, gerne videre til forestillinger om, at forsvareren overhovedet ikke har mulighed for at tiltvinge sig sejren, men disse synspunkter er, forklares det, helt og holdent “fejlagtige og folkelige”. Det, at den ene part er tvunget i defensiven, er, hedder det, ikke altid bevis på, at det bliver forsvareren, som taber krigen, og lige så lidt er den offensive strategi bevis på overvældende styrke.
66.
1) Se note 2 på side 62.
12. maj 1943.
–––Man kunne f.eks. tænke sig muligheden af en tysk sommeroffensiv rettet mod Vologda. Lykkes det tyskerne at gennemføre denne operation, ville i alt væsentligt hele det finsk-russiske militærproblem med ét slag være ryddet af vejen, idet herved den finske front – når undtages dens helt nordlige afsnit – ville forsvinde.
Ud fra en sådan teori kan bombardementet af Leningrad måske opfattes som indledningen til den tyske sommeroffensiv.
–––––
13. maj 1943.
” En næsten tydelig udtalt mangel på kammeratskab i den lille hverdag “, skriver et tysk blad.
–––––
13. maj 1943.
Russisk overlegenhed i luften
Ret overraskende kommer i aften meddelelsen om, at det Røde luftvåben i øjeblikket hævder en betydelig overlegenhed over hele Kuban-afsnittet, og under disse omstændigheder må udsigterne for en heldig gennemførelse af den ellers meget farlige landgangsoperation i laguneområdet ved det Assovske Hav naturligvis være væsentlig større, end man hidtil har kunnet antage.
–––––
17. maj 1943.
–––Imidlertid må man se bort fra en del områder mod øst, hedder det, – i Ukraine kommer kornet sent op.
–––––
18. maj 1943.
–––Ingen ved, hvornår krigen holder op, ingen ved, om de byrder, vi i dag bærer på vore skuldre, måske vil blive endnu tungere, men ét ved vi: Sejren tilfalder ikke den, der besidder flest ydre hjælpemidler.
–––––
67.
22. maj 1943.
–––i en tale i Bremen om tyske arbejdsproblemer bebuder den tyske arbejdsdiktator, gauleiter Saukel i dag, at der vil blive mobiliseret endnu mere arbejdskraft i de europæiske lande.
De europæiske arbejdsreserver går deres totale organisering i møde, udtaler gauleiteren: overalt vil man hente det yderste ud af den til rådighed stående arbejdskraft.
–––––
24. maj 1943.
–––Frontkorrespondenten tilføjer, at mens tyskerne klart besidder luftoverlegenheden i dette afsnit, er russerne langt overlegne i henseende til mandskab og materiel.
–––––
5. juni 1943.
–––i denne alvorsstund, hvor dygtigheden har sin store betydning, men hvor tro og eksemplarisk offervilje gør almægtig, findes der for mange, som kun er fagfolk og for få virkelig troende.
–––––
6. juni 1943.
–––Alt imens forbereder man sig ivrigt – men uden at forhaste sig – på en ny russisk offensiv, som ventes iværksat, så snart vinteren atter er ved at sætte sit præg på fronterne i øst. Ud fra denne forventning er det også, at man i Tyskland har indstillet sig på, at der ikke vil komme nogen tysk sommeroffensiv dette år. Ganske vist, erklærer man, begyndte sidste års store operationer først hen i juli måned, men man må ikke glemme, at såvel de russiske som de tyske hære i år har måttet udkæmpe endnu hårdere og mere blodige vinterkampe, som har kostet begge parter store tab. Hertil kommer videre, understreges det, at man på tysk hold er fuldt klar over, at det er til ingen nytte gennem stort anlagte sommeroperationer at besætte nyt terræn i Rusland, hvis dette alligevel i vinterens løb og i forbindelse med en ny russisk vinteroffensiv, må prisgives. Rusland kan ikke, erklærer man på ny, besejres gennem en okkupation af territorier, “andre kampmetoder må til, og de vil komme”, forsikrer man.
–––––
68.
8. juni 1943.
–––det kæmpemæssige luftslags brændpunkt synes fortsat at ligge over Taman-halvøen. En tysk krigskorrespondent fortæller i “12 Uhr Blatt”(1), at De Rødes Luftvåben her har sat sine bedste maskiner ind i slaget. Materialet er af russisk, amerikansk og britisk herkomst, men piloterne er udelukkende russere, og, efter hvad den tyske korrespondent beretter, har de efterhånden lært adskilligt. “Naturligvis må også vi notere tab”, skriver han, “og mange unge, tyske jagerpiloter er i den sidste tid ikke vendt tilbage fra tvekampene med de fjendtlige maskiner”.
Han beskriver videre, hvorledes luften til stadighed er fuld af aeroplaner. Luftkampene bliver mere og mere forbitrede. Ofte varer en duel op til 20 minutter eller en halv time. “Ikke én flyvning afsluttes uden træffere fra begge sider”.
–––––
13. juni 1943.
–––Neutrale iagttagere i Berlin har imidlertid svært ved at se bort fra det russiske luftvåbens stadige kraftige aktivitet, og man er endog tilbøjelig til at mene, at luftoffensiven måske kan være af “forberende karakter”.
–––––
69.
1) “Das 12 Uhr Blatt”” (kl. 12 bladet). Hed indtil 1919 “Neue Berliner Zeitung, Kl 12-bladet”.
Fra 1919 til 1945 udkom publikationen som dagblad i Berlin under navnet “12 Uhr Blatt”
18. juni 1943.
Russerne flyttede 70% af Ukraines befolkning
På få uger gennemførtes i de truede landsdele en folkeflytning uden sidestykke i verdenshistorien.
–––––
Op til 70% af befolkningen i de ukrainske distrikter som i efteråret 1941 truedes af tysk besættelse, blev evakueret af den russiske regering og ført til de nye industricentre i Uralområdet.
Der har ofte været talt om den gigantiske menneskeflytning, der fandt sted fra de truede russiske områder og fra tysk side har man også fra tid til anden fremsat formodninger om omfanget af denne aktion, der formentlig savner sidestykke i verdenshistorien. De første nøjagtige tal indeholdes nu i en oversigt, som den tyske civilforvaltning for den såkaldte “Reichskommissariat Ukraine”(1) har udsendt.
Ikke det mindst forbavsende ved hele dette fantastiske foretagende er nemlig, at det i følge disse officielle tyske opgørelser gennemførtes på så utrolig kort tid som nogle få uger. Længere kæmpedes der ikke de enkelte steder, men når tyskerne rykkede ind i en erobret by, fandt de den allerede halvt eller trekvart affolket. Tilbage blev som regel kun kvinder, småbørn, oldinge, syge, krøblinge, og andre, som ikke kunne anvendes enten som arbejdere eller soldater.
–––––
23. juni 1943.
De tyske blade indeholder på 2-årsdagen for Ruslandskrigens begyndelse ingen prognose, hvad fremtiden angår. Der udtales intet om det, der forestår, man understreger, at “den store afgørelse kun kan bestå i, at Sovjethærene tilintetgøres”. Men man tilføjer, at dette endnu ikke er sket, endskønt man i Tyskland “beherskes af tanken om at stille maksimum af kraft op mod russerne”.
–––––
70.
1) “Reichskommissariat Ukraine” var en administrativ region for store dele af det tyskbesatte Ukraine inkl. tilstødende områder af Belarus og førkrigs-Polen. Mellem september 1941 og marts 1944 blev “Reichskommissariat Ukraine” administreret af den berygtede Reichskommissar Erich Koch. Det besatte område blev regeret som koloni med plyndring og en uhørt brutalitet mod civilbefolkningen. (Kilde: Wikipedia)
— finis
Pris 10 kr.
Efterskrift
Hitler finis!
Ja, Danmarks kommunister havde forstået det rigtigt: Mindre end to år efter udgivelsen af “2 år” havde Hitler, som den kujon han var, begået selvmord i sin bunker og den røde sejrsfane vajede over Berlin.
I indledningen til “2 år” mødte vi Hitler som den store verdenserobrer. Lad os slutte af med at lytte til de ord, der lød fra Den Røde Plads i Moskva da sejren over Fascismen var vundet.
Stalins tale i radioen den 9. maj 1945
Kammerater! Landsmænd og landskvinder!
Den store sejrsdag over Tyskland er kommet. Fascistiske Tyskland, bragt på knæ af Den Røde Hær og vores allieredes tropper, anerkendte sig besejret og erklærede ubetinget overgivelse.
Den 7. maj blev en foreløbig protokol om overgivelse underskrevet i byen Reims. Den 8. maj underskrev repræsentanter for den tyske overkommando i nærværelse af repræsentanter for den øverste kommando for de allierede styrker og den øverste kommando for de sovjetiske tropper i Berlin den endelige overgivelseshandling, hvis henrettelse begyndte klokken 24 Den 8.maj.
Når vi kender den ulvelige vane hos tyske chefer, der betragter kontrakter og aftaler som et tomt stykke papir, har vi ingen grund til at tage deres ord for det. Men i morges begyndte de tyske tropper i overensstemmelse med overgivelseshandlingen at lægge deres våben i massevis og overgive sig til vores tropper. Dette er ikke længere et tomt stykke papir. Dette er den faktiske overgivelse af de tyske væbnede styrker. Men en gruppe tyske tropper i Tjekkoslovakiets område undgår stadig overgivelse. Men jeg håber, at Den Røde Hær vil være i stand til at bringe hende til fornuft.
Nu kan vi med fuld begrundelse sige, at den historiske dag for Tysklands endelige nederlag er kommet, dagen for vort folks store sejr over tysk imperialisme.
De store ofre, vi bragte i navnet på vores moderlands frihed og uafhængighed, de uberegnelige vanskeligheder og lidelser, som vores folk udholdt under krigen, det hårde arbejde bagpå og foran, givet på Fædrelandets Alter, var ikke forgæves og blev kronet med en fuldstændig sejr over fjenden. De slaviske folks ældgamle kamp for deres eksistens og deres uafhængighed endte med sejr over de tyske angribere og tysk tyranni.
Fra nu af vil det store banner for folkefrihed og fred mellem folk flyve over Europa.
For tre år siden erklærede Hitler offentligt, at hans opgaver omfattede opsplitningen af Sovjetunionen og adskillelsen af Kaukasus, Ukraine, Hviderusland, de baltiske stater og andre regioner fra det, sagde han direkte: “vi vil ødelægge Rusland, så det aldrig kan rejse sig igen.”Det var for tre år siden. Men Hitlers skøre ideer var ikke bestemt til at gå i opfyldelse – krigens forløb spredte dem til støv. Faktisk viste det sig at være det stik modsatte af, hvad fascisterne glædede sig over. Tyskland er fuldstændig besejret. De tyske tropper kapitulerer. Sovjetunionen er triumferende, selv om det ikke vil splitte eller ødelægge Tyskland.
Kammerater! Den Store Patriotiske Krig sluttede med vores komplette sejr. Krigsperioden i Europa er forbi, perioden med fredelig udvikling er begyndt.
Glad sejr til dig, mine kære landsmænd og landsmænd!
Ære til vores heroiske Røde Hær, som forsvarede vores moderlands uafhængighed og vandt sejr over fjenden!
Ære være vores store folk, det sejrende folk!
Evig herlighed til de helte, der faldt i kampe med fjenden og gav deres liv for vores folks frihed og lykke!
—- Pravda. 10. maj 1945